Sidste bid af sommeren: Her får du Nordjyllands bedste is

Det her er et emne, der kan skille selv de bedste venner ad.
Hvor får man den bedste is i hele Nordjylland? Svaret er meget individuelt, da man har forskellige holdninger til, hvad den perfekte is indeholder, og hvordan den serveres.
Men nu har vi altså brugt lidt af sommeren på at være rundt omkring det nordjyske, og her er vores bud på Nordjyllands bedste is med vores Top 5 til sidst i artiklen.
De skal nævnes
Fredis i Løkken
Det er hjemmelavet helt fra bunden med en række lækre flavours. Hyggelig lille butik i hektiske Løkken, hvor man også får en fantastisk betjening.
Is Kompagniet i Løkken
Man får rigtig meget for pengene her. Kuglerne er dejligt store uden at priserne nødvendigvis følger med, og så kan man virkelig smage de gode råvarer, der er brugt i produktionen.
Iscaféen i Blokhus
Dejligt stort udvalg på is og gode på Guf. De serverer også en rigtig god kaffe, og har rygende travlt om sommeren.

Vaffelhuset Hou
Der er lidt blandede anmeldelser på deres Facebook-side, men vi havde en god oplevelse med høflig betjening og nogle gode is. Så er der også bare hyggeligt.
Pandekagehuset Aalborg
Kendt for deres gammeldags is og den hyggelige beliggenhed. Klassisk issted hvor man selvfølgelig også bør prøve is i deres pandekager.
Palmestrandens Ishus
Vi elsker den sydlandske stemning der skabes på Palmestrandes Ishus (ja trods regnen denne sommer) i Frederikshavn. Der serveres desuden rigtig gode is, som er værd at køre efter.
Ishjørnet i Skagen
Er man på Toppen af Danmark, så bør man helt sikkert lige liste forbi Ishjørnet inde i byen. Lækre kugleis og ikke mindst vafler med softice.
Paradis Is (Aalborg mfl.)
Selv om det er en kæde, så leverer Paradis Is stadig varen. De har butikker i Aalborg i Reberbansgade, Algade og i Storcenteret i City Syd. Hver morgen laves isen med nogle af de allerbedste råvarer.
Top 5 i Nordjylland
5. Vaffelhuset i Øster Hurup
Der er tænkt over detaljerne i udvalget af smagsvarianter. Man får virkelig nogle lækre is med lækker guf og toppings. Desuden er der virkelig hyggeligt derude.
4. Ryå Is
Isen er lavet med kærlighed. Ryå Is er produceret af Aabybro Mejeri. Du bør besøge den hyggelige Cafe Privaten eller isvognen deroppe. Men der er også kommet en Pop Up Ryå Is butik inde i Salling i Aalborg.
3. Guf & Kugler
Isbutikken i Nibe er nærmest berømt i hele landet for deres fantastiske isvafler. Den Guf man får der, er himmelsk, og det er vanedannede at spise is på Guf & Kugler.
2. Vebbestrup Is
Det er måske Danmarks lækreste is, man får med Vebbestrup Is. Deres hovedbase er i Hobro, hvor de blandt andet også har en populær butik. Heldigvis får man også Vebbestrup Is i bl.a. Maggie Mae inde på Boulevarden.
1. Det Blå Ishus i Tversted
Ishuset er nærmest royalt, når det gælder danske ishuse. De blev også kåret til Danmarks bedste ishus ved en stor afstemning på opdagdanmark. Deres Guf er fra en anden planet, og kræmmerhusene er ekstra smagsfulde. Udvalget af is er stort og lækker. Der er stort set ikke noget at klage over, Ja, måske bortset fra den altid lange kø.

Foto: Kim Bernhard Tornby (Facebook)