Det gode familieliv: Sidse og Florian nyder at bo i Aabybro
Der er mange overvejelser, der skal gøres, når man vælger at udvide familien fra to til tre.
Hvor skal man bo, og hvordan er huspriserne? Hvor skal ens barn i institution? Er der gode skoler og et aktivt foreningsliv? Og hvordan skaber man i det hele taget de allerbedste rammer for familielivet?
Alle disse overvejelser havde Sidse og Florian, da deres lille søn Lukas kom til verden i 2023.
I starten boede de midlertidigt i Vestbjerg, mens de pendlede til deres job i Aalborg, men snart fandt de deres drømmehjem i Aabybro, der ligger kun 25 minutters kørsel fra Aalborg.
Godt og aktivt foreningsliv
Trekløveren er på kort tid faldet rigtig godt til i byen og nyder de optimale rammer for familielivet.
Fra deres nye hus i Aabybro har de alle indkøbsmuligheder og faciliteter for både børn og voksne inden for cykelafstand.
Fritiden bliver primært brugt med sønnen Lukas, bl.a. til babyrytmik, babysvømning og babysalmesang.
Herudover nyder Florian sine løbeture i området og den faste ugentlige tur til fodboldgolf i Nørhalne med kollegaerne.
Sidse har fundet et fantastisk fællesskab i byens crossfitcenter, hvor hun kommer 2-3 gange om ugen. Her er der plads til alle – uanset niveau, højde og drøjde.
Aabybro er især kendt for sit aktive foreningsliv, der også tæller DGI Huset Aabybro, en håndboldklub, svømmeklub, badmintonklub og meget mere.
Tid til familien
Den korte afstand til Aalborg betyder bestemt også meget.
Sidse er Project Manager ved konsulenthuset CompanYoung, mens Florian er Urban Planner ved Cowi, en stor ingeniørvirksomhed i Aalborg.
Med blot en halv times kørsel får de hverdagen til at hænge godt sammen, så der er mest mulig tid med familien.
Florian kommer oprindeligt fra en lille by uden for München, men flyttede til Aalborg, da han skulle læse en kandidat i Byplanlægning.
Her mødte han for tre år siden Sidse, der er vokset op i Vadum.
Nu har de så skabt et fælles hjem i Aabybro, der med sine lidt over 6.000 indbyggere er et lille, men meget helstøbt bysamfund med mange unge familier.