Åbner op for selvbetjening: Nu kan du shoppe genbrug til kl. 21
Har du nogensinde været på genbrugsshopping om aftenen uden betjening af personale?
Sikkert ikke, men nu har du muligheden.
Mission Afrika Genbrug, som har en af deres butikker placeret på Nørregade, vil nemlig fra i dag åbne op for selvbetjening.
Genbrugsshopping når shoppelysten melder sig
Mission Afrika Genbrug sælger i stor stil genbrugstøj til de mange kunder, der går forbi i gågaden.
Men nu er det altså muligt at finde genbrugsfund alle ugens dage fra kl. 8-21 med butikkens nye selvbetjeningssystem.
“Selvbetjeningen begyndte i morges, og vi er den første Mission Afrika, der afprøver det.
Det er spændende, og vi glæder os til at se, om der kommer mere salg, og hvad der bliver solgt, når der ikke er personale,” siger Sten Erik Løvgreen, som arbejder i genbrugsbutikken på Nørregade, til MigogAalborg.
Konceptet er meget simpelt.
Ude foran butikken vil man kunne scanne en QR-kode med sin smartphone, for så at logge ind med MitID.
Hvis du finder nogle varer, som du bare må eje, så betales der med MobilePay.
Med de nye udvidede åbningstider, som medfølger det nye selvbetjeningssystem, har kunderne mulighed for at handle genbrug, så det passer ind i den travle hverdag.
Muligheden for personlig betjening vil naturligvis stadigvæk være aktuel, og det foregår mandag-onsdag kl. 11-14.30 (kontanter og betalingskort ved betaling er her muligt).
Selvbetjeningsløsningen i centrum leveres i samarbejde med ID-DOOR.com, som har udviklet et stabilt digitalt fundament for sikkert login og overvågning i butikken.