Gør et kup: I dag holder Shaping New Tomorrow lagersalg for første gang nogensinde
Som vi tidligere har beskrevet, så er der god grund til at glæde sig, når det aalborgensiske tøjmærke Shaping New Tomorrow i dag åbner op for deres første lagersalg.
Hele 9000 forskellige produkter ligger klar, når de indtager Skalborg-hallen i dag fredag den 28. februar og i morgen lørdag den 1. marts.
Her bliver den store hal omdannet til en vaskeægte markedsplads med store rabatter på Shaping New Tomorrows populære herre- og kvindetøj.
Alt skal væk
I forbindelse med lagersalget har Shaping New Tomorrow afholdt en konkurrence, hvor to heldige personer får adgang til lagersalget i ti minutter før alle andre og må vælge 20 produkter hver kvit og frit.
Men bare rolig – selvom lagersalget ikke bliver gratis for alle andre, så er der stadig god grund til at kigge forbi.
“Vi arbejder målrettet mod 0 pct. spild – og ja, det betyder, at vi nogle gange har udsolgt.
Men selv med vores tilgang vil der altid være varer, der af forskellige årsager ikke bliver solgt planmæssigt.
Derfor har vi nu og gennem et stykke tid samlet disse helt nye og gode varer sammen med henblik på til et stort lagersalg. Og det lagersalg løber af stablen nu,” fortæller Kasper Ulrich, der er adm. direktør i virksomheden, i en pressemeddelelse.
Lagersalg i Skalborg-hallen skydes i gang i dag kl. 10.00, og dørene er åbne frem til kl. 20.00.
I morgen fortsætter hele fornøjelsen ligeledes i tidsrummet 10.00 til 20.00.
Lyder det som noget, du bare ikke må gå glip af, så finder du de flere tusind nedsatte produkter i Agri Nord Idrætscenter, Hobrovej 435, 9200 Aalborg.