Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Eventyret fortsætter: Shaping New Tomorrow åbner tre nye butikker i Tyskland

Af Emil Kjær Jørgensen
PR-foto
PR-foto

Herretøjsbrandet Shaping New Tomorrow er en af Nordjyllands mest succesfulde iværksætterhistorier.

På dagen hvor de åbner deres 2. tyske flagskibsbutik i Køln, sætter det danske herretøjsbrand samtidig blæk på kontrakter for tre nye flagskibsbutikker i henholdsvis Frankfurt, Stuttgart og Berlin, der åbner frem mod sommer.

Det meddeler de i en pressemeddelelse.

Store ekspansionsplaner

Særligt de tyske forbrugeres fokus på mere bæredygtigt tøj indtager en nøglerolle i planerne om at fordoble omsætningen syd for grænsen hvert år frem mod 2025.

Med åbningen af en ny flagskibsbutik i Køln lød startskuddet i dag til udrulningen af Shaping New Tomorrows store ekspansionsplaner i Tyskland. Frem mod sommerferien åbner den danske herretøjsvirksomhed i yderligere tre store tyske byer, og i efteråret er der lagt op til yderligere butiksåbninger.

”Vores Essential-kollektioner, der består af genanvendte materialer, står i dag for samlet set 22 procent af vores samlede salg. Men i Tyskland er det tal næsten 50% højere – over 30 procent. Det viser med stor tydelighed, at tyskerne går meget op i det bæredygtige element og vi ser også en stor søgning mod vores mere bæredygtige produktkategorier.

Er vi derfor dygtige til at have de rigtige varer på hylderne, så vil de produktkategorier, der ligger i vores Essential-kollektion, stå for over halvdelen af omsætningen i Tyskland på relativt kort bane,” siger medstifter og CEO Kasper Ulrich.

Med Essential-produkterne, hvor det danske brand genanvender plast fra naturen og verdenshavene i helt nye, avancerede materialer, har virksomheden udviklet en produktlinje, der appellerer bredt og vokser år for år.

Forventningen er, at produktkategorier fokuseret på genanvendte materialer inden for to-tre år udgør over halvdelen af Shaping New Tomorrows samlede salg på tværs af alle markeder, ikke bare i Tyskland.

”Vi investerer i år et tocifret millionbeløb ikke bare i ekspansionen i Tyskland, men også i udvikling af vores produktkategorier inden for genanvendelse, så vi er klar til den øgede efterspørgsel i Tyskland i takt med, at vi breder os ud over de større byer. Målet er derved at gøre vores genanvendte produkter til et endnu nemmere og oplagt valg for vores tyske kunder,” siger Kasper Ulrich.

Eventyret fortsætter: Shaping New Tomorrow åbner tre nye butikker i Tyskland
PR-foto

Samme skabelon som Hamborg

Ekspansionen i Tyskland bygger videre på virksomhedens direct-to-consumer koncept og erfaringer fra butiksåbningen i Hamborg sidste sommer. Hamborg-butikken har vist sig profitabel efter blot fem måneder – langt tidligere end forventet.

”Lige som i Danmark så ekspanderer vi i Tyskland med vores velkendte forretningsmodel, hvor vi ikke gør brug af forhandlere, men sælger direkte til forbrugerne via et effektivt samspil mellem egne, fysiske butikker og en stærkt funderet onlinesalgskanal.

Onlineomsætningen i Tyskland er i kraftig vækst og næsten fordoblet i seneste regnskabsår. Det giver os et solidt fundament for at accelerere vores tyske butiksåbninger og lykkes med vores plan om at fordoble den tyske forretning hvert år frem mod 2025,” forklarer en optimistisk Kasper Ulrich.

Dermed fortsætter virksomheden sine investeringer på trods af den ekstra usikkerhed, som krigen i Ukraine nu har bragt ind i billedet. Men præcis som under pandemien, vælger de tre stiftere en offensiv tilgang i en umiddelbar usikker periode.

”Det er klart, at inflation og usikkerheden i forbindelse med krigen i Ukraine kan påvirke vores resultater i et eller andet omfang. Hvor meget afhænger selvfølgelig af udviklingen.

Når det er sagt, så tror vi så meget på vores produkter og koncept, at vi ikke er i tvivl om, at vi vinder på den lange bane ved at fortsætte med vores planlagte investeringer på trods af situationen,” siger Kasper Ulrich, som samtidig påpeger, at planerne om yderligere butikker i Tyskland i efteråret og starten af 2023 er intakte.

Del artikel

Andre læser også