Sendes live på DR: Kronprinsparret holder stort show i Aalborg i november

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

Når ekstraordinære indsatser inden for kunst, kultur og socialt arbejde skal hædres med Kronprinsparrets Priser, kommer det til at foregå i Musikkens Hus i Aalborg.

Showet produceres i samarbejde med DR og sendes live på DR1 lørdag den 24. november kl. 21.

Kronprinsparrets Priser afholdes hvert år i skiftende danske byer, og i år vender prisuddelingen altså tilbage til Aalborg.

Her vil D.K.H Kronprinsen og Kronprinsessen indtage scenen i Musikkens Hus og hædre fremragende præstationer inden for kunst og kultur og sociale indsatser. Sidste gang Kronprinsparrets Priser blev afholdt i Aalborg var åbningsåret for Musikkens Hus 2014.

“Vi havde første gang Kronprinsparrets Priser i åbningsåret 2014, og vi er stolte over, at det nu allerede efter fire år vender tilbage til Musikkens Hus. Det fortæller os, at arrangørerne og Kongehuset er glade for at komme i huset.

Faktisk bliver det 10. gang på de godt fire år, at Kongehuset deltager i et arrangement i Musikkens Hus. Det er en blåstempling af huset og det arbejde, som mine medarbejdere hver dag går dedikerede ind i.

Kronprinsparrets Priser 2018 den 24. november bliver en fantastisk aften, og vi er allerede langt i planlægningen i samarbejde med Bikubenfonden, Kongehuset og naturligvis DR, ” fortæller Lasse Rich Henningsen, direktør i Musikkens Hus.

Nordjyllands kulturelle samlingspunkt

Aalborg er Danmarks tredjestørste kommune og et kulturelt samlingspunkt for hele Region Nordjylland. Her kan du blandt andet opleve moderne kunst i det Alvar Alto-tegnede kunstmuseum Kunsten eller store sports- og kulturevents i Gigantium.

Historisk er byen kendt for sin store havneindustri.

Den eksisterer stadig, men i dag er havnefronten forvandlet til en sammensmeltning af erhverv, boliger, kunst og kultur.

Blandt andet finder man på havnen oplevelseshuset for arkitektur og design Utzon Center, som i år fejrer 100-året for bysbarnet Jørn Utzons fødsel.

Musikkens Hus, der lægger scene til Kronprinsparrets Priser, ligger også på Havnefronten. Området er under stadig udvikling, og i øjeblikket planlægges opførelsen af verdens største kunstværk i glas, Cloud City af argentinske Tomás Saracenos, på en industrigrund, der tidligere husede De Danske Spritfabrikker.

Modtagere af stjernedryspriser afsløres

Kronprinsparrets Priser 2018 bliver som de foregående år en festlig aften med kunstneriske indslag centreret om Kronprinsparrets overrækkelse af fire priser.

Modtagerne af Kronprinsparrets Kulturpris og Kronprinsparret Sociale Pris bliver først afsløret i Musikkens Hus den 24. november, mens de to stjernedryspriser bliver offentliggjort i tiden op til prisuddelingen.

Kronprinsparrets Priser blev stiftet i 2004 som Bikubenfondens bryllupsgave til Kronprinsparret.

Formålet med Kronprinsparrets Priser er at synliggøre og anerkende den ekstraordinære præstation inden for dansk, grønlandsk og færøsk kultur og socialt arbejde. Læs mere om Kronprinsparrets Priser på www.bikubenfonden.dk/kronprinsparrets-priser

Billetsalg til Kronprinsparrets Priser i Musikkens Hus sættes i gang 5. oktober via Ticketmaster.

Du kan se Kronprinsparrets Priser 2018 på DR1 lørdag den 24. november klokken 21.00 og følge prisuddelingen online på:

www.dr.dk/tv/live/dr1
www.facebook.com/dr1

Få inspiration til nybyggeri: HusCompagniet holder påskeåbent i udstillingsby

Skrevet af: Michael Qureshi
Foto: Christine Luca Hornemann Nielsen, MigogAalborg
Foto: Christine Luca Hornemann Nielsen, MigogAalborg

Går I med drømme om at bygge selv, så er der mange måder, man kan hente inspiration på.

En af de allerbedste måder er dog at tage ud og se nybyggede huse i virkeligheden. Hvor man nærstudere de små detaljer og lade sig inspirere til sit eget husprojekt.

Det har Danmarks største parcelhusbygger HusCompagniet også erfaret, hvorfor de har stor succes med deres helt egen “udstillingsby”.

Her ligger flere forskellige modeller af deres nybyggede huse på samme villavej i kort køreafstand fra Aalborg.

Det er på Griegsvej i Frejlev, og i anledning af Påsken holder de ekstraordinært længe åbent både Påskedag søndag d. 21. april samt 2. påskedag mandag d. 22. april.

Åbent Hus kører fra klokken 11-16 begge dage.

Afbræk fra påskefrokosten

Og det er måske en udflugt værd efter nogle dage med påskeborde, påskefrokoster, chokoladeæg og familiehygge.

“Husk at når man bygger med os, så kan vi formidle gratis grundkøbskredit. Vi har uglebamser og små vingummiposer til børnene. Tag et afbræk fra påskehyggen og kig forbi os til en god og hyggelig byggesnak,” siger afdelingsdirektør Peter Jakobsen i pressemeddelelsen.

HusCompagniet er som nævnt Danmarks største parcelhusbygger, og er fem år i træk blevet kåret til årets husbygger.

“Udstillingsbyen består af huse i forskellige størrelser, som alle har forskellige varianter af eksempelvis tagløsning, gulv, loft, køkken og badeværelse.

Det giver muligheden for, at man nemt kan gå fra hus til hus og sammenligne løsningerne, og byggelyste nordjyder kan således fra start danne sig et indtryk af, hvad de har af ønsker til deres hus,” fortæller Peter Jakobsen.

Oplev ny teknologi i husene

Han forklarer supplerende, at HusCompagniet således har fuldt møbleret alle husene og lavet eksempelvis færdige haver med alt fra haveanlæg, terrasser, flagstang og så videre, så man kan danne sig et helt konkret indtryk af sine egne byggedrømme.

I udstillingsbyen kan man også få fremvist intelligent el-styring, hvor man på en iPad eller tablet kan aflæse strøm, el og varmeforbrug.

På den måde indeholder husene noget for enhver smag, og der er taget højde for, at nogen ønsker helt traditionelle løsninger, mens andre interesserer sig for de nyeste smart home-teknologier.

Hvad: Åbent Hus i udstillingsby
Hvor: Griegsvej i Frejlev
Hvornår: Søndag d. 21. april og mandag d. 22. april kl. 11-16 begge dage

Se mere her

Tjek HusCompagniets nye sjove reklamefilm

Danmarks næste hotdog-konge: Spis så mange du kan på 15 minutter

Skrevet af: Michael Qureshi

Så er det tid igen.

Det er efterhånden blevet en god tradition, at Danmarks hotdog-konge skal findes lige her i Aalborg.

Igen i år afvikles DM-finalen på Gl. Torv i Aalborgs Midtby. Men før vi kommer så langt, så skal deltagerne til finalen findes.

I april og maj afvikles kvalifikationsrunderne til en af årets helt store ”events”, når finalisterne til DM i Hotdogspisning skal findes.

Kvalifikationsrunden er nu i gang, og finalisterne skal findes rundt i hele Danmark. I Aalborg Kommune findes der tre steder, hvor man kan kvalificere sig.

Det er på legendariske Maxi Grill, Klarup Grill samt Madværkstedet i Arden.

Derudover er der tre øvrige steder i Nordjylland.

Vind et rejsegavekort på 20.000 kr.

Førstepræmien i DM i Hotdogspisning-finalen er et rejsegavekort på 20.000 kroner, men der er også flotte præmier til de lokale vindere, hvor der er et weekendophold på spil – samt lodtrækningspræmier om flotte gavekort blandt alle, der forsøger at kvalificere sig.

Reglerne er ganske simple – spis så mange hotdogs som muligt på 15 minutter.

De ti bedste på landsplan kommer i finalen, der afholdes den 31. maj i Aalborg til en kæmpe event på Gl. Torv.

Adgang til konkurrencen – og i første omgang et kvarter i hotdog-himlen – koster 100 kroner, og som altid går alle pengene ubeskåret til et velgørende projekt.

Rekorden er på 42 hotdogs på et kvarter

I år er det Fonden Børnenes Kontor i Aalborg, der kan nyde godt af en økonomisk saltvandsindsprøjtning.

“Vi vil gøre DM i Hotdogspisning til en relevant og sjov begivenhed for alle.

Der kan synes langt fra din lokale pølsevogn til podiet i Aalborg, men det gør måske heller ikke så meget, om du bliver danmarksmester – bare du kan spise flere hotdogs end din bedste ven, din bedrevidende mester, din kollega, din gamle far, eller hvem du nu drømmer om at slå.

For vi har alle i hvert fald én, som vi under INGEN omstændigheder vil tabe til – og så kan man jo se, om man samtidig kan sikre sig en plads blandt de 10 storspisende finalister, og hvem ved, måske slå den nuværende rekord på hele 42 hotdogs,” siger Rikke Jeppesen fra arrangøren Steff Houlberg.

Der er dog en lille udfordring ved Maxi Grill. For det er her, at den regerende seksdobbelte Danmarksmester Ruben Mikkelsen plejer at kvalificere sig til finalen.

Den velvoksne ædekonge er selvfølgelig lokal og repræsenterer Aalborg på fornemmeste vis.

Så I Del 1 af vores Tour de Grillbar med legenden Okker? Set knap 70.000 gange

Her er de steder i Nordjylland, hvor du kan vinde lokale præmier eller endda kvalificere dig til DM finalen 1. juni

Adresserne på stederne kan du finde her

Aalborg
Maxi Grill, Hadsundvej 96

Klarup
Klarup Grill, Klarupvej 52

Arden
Madværkstedet, Østergade 7

Sæby
Big Burger, Sophus Falcks Vej 1 H

Frederikshavn
Frederikshavner Grillen, Abildsgårdvej 16

Brovst
Den Fodkolde, Østergade 64

Festen er slut: Kendt kunstners bar lukker i Aalborg

Skrevet af: Michael Qureshi

Det var med vilde kunstværker på væggene og stærke budskaber på væggene, at den kendte kunstner Kristian Von Hornsleth åbnede sit bar koncept Hornsleth Bar i Aalborg.

I november 2017 åbnede man dørene til Hornsleth Bar i Jomfru Ane Gaden, og provo-kunstnerens bar blev fint modtaget som et anderledes sted i byens berømte diskoteks-gade.

Men nu er festen slut. I tirsdags lukkede og slukkede Hornsleth Bar for eventyret i Aalborg.

“Det er med tårerne trillende ned ad kinderne, at vi desværre må meddele, at i morgen bliver vores sidste åbningsdag,” skrev Hornsleth Bar forleden på deres Facebook-side.

REKOM har lukket flere steder

Det er den store danske bar- og natklubskoncern REKOM, der står for driften af Hornsleth Bar i Aalborg. De ejer hovedparten af stederne i Gaden, men i ugens løb opstod der en interessant debat i TV 2 Nord.

Meldingen er, at for høje huslejer i Gaden kvæler stederne.

REKOM har på det seneste lukket steder som High Voltage, Viggo’s og nu gælder det så Hornsleth Bar. Det skal dog også siges, at REKOM har flere succesfulde steder i Gaden.

Tegner et dystert mønster i Gaden

Men tidligere på ugen kunne vi også fortælle, at natklubben Club C er under konkurs. Dermed tegner der sig et dystert mønster i Gaden.

“De forretningsdrivende i Jomfru Ane Gade bliver kvalt af de høje huslejer, fordi der ikke er penge til at foretage investeringer,” siger Allan Lynge, advokat for REKOM, til TV 2 Nord.

Han forklarer desuden til tv-stationen, at det koster penge at forlade stederne i utide som tilfældet nu er med High Voltage, Viggo’s og senest Hornsleth Bar.

Gadens ukronede konge Torben Jensen, ejer af hovedparten af bygningerne, afviser dog kritikken over for TV 2 Nord.

Hornsleth Bar kører videre i både København og Århus, men det er altså et farvel til eventyret i Aalborg.