Seks skønne foredrag i efteråret: Disse store kulturpersoner kan du opleve i Aalborg

Selvom sommeren endnu føles lang, er det godt at kunne se frem til gode kulturaftener i efteråret.
Vi har spottet seks gode foredrag til dig i Aalborg. Og allerede nu kan du sikre dig billet.
To gudsbenåede skuespillere
Vi synes, at Folkekirkens Hus på Gl. Torv tit imponerer med spændende foredrag. Dette efterår er ingen undtagelse.
For onsdag den 21. september kl. 14.00 holder den folkekære skuespiller Vigga Bro foredrag i den smukke sal. Foredraget koster 100 kr.
84-årige Vigga Bro er kendt for sine utallige roller i danske film og tv-serier, blandt andet Barndommens gade, Stille hjerte og tv-julekalenderen Julestjerner.
Hendes foredrag handler om fortællingens univers – om dengang fortælleren var et omvandrende bibliotek, og hvad fortællingens kunst er.

Ugen efter, torsdag den 29. september kl. 19.30, bliver lige så levende, når skuespiller Thure Lindhardt holder foredrag, også i Musikkens Hus.
Den 47-årige skuespiller har ud over sin roller i filmene Nordkraft og Flammen & Citronen også opnået international status, da han spillede løjtnant Chartland i filmatiseringen af Engle & Dæmoner.

Ved foredraget i Aalborg vil Thure Lindhardt fortælle om Danmarks store digter og fritænker, N.F.S. Grundtvig – i anledning af 150-året for Grundtvigs død. Foredraget koster 150 kr.
Thure Lindhardt er en gudsbenådet fortæller, så mon ikke foredraget bliver lysende inspirerende.
Du kan købe billet til alle foredrag i Folkekirkens Hus her.
To undersøgende forfattere
Når efteråret bevæger sig ind i oktober, kan du opleve to store forfattere.
Søndag den 2. oktober kl. 16.30-17.30 har Vor Frue Kirke fået forfatter Dy Plambeck til at holde en særlig forfattergudstjeneste.
42-årige Dy Plambeck vil humoristisk og undersøgende dykke ned i livets store nedslagspunkter. Både barndom, familiekriser, kærlighed og tab.
Forfattergudstjenesten i Vor Frue Kirke er gratis. Man møder bare op.

Og få dage efter, i Folkekirkens Hus, gæster Kim Leine Aalborg: torsdag den 6. oktober kl. 15.00.
Den 60-årige norskfødte forfatter er kendt for sin mammut af en Grønlands-trilogi, senest Efter Åndemaneren fra 2021.
Ved foredraget i Aalborg vil Kim Leine fortælle om sit eget liv, om sine år i Grønland – og om sin kommende roman, Karolines kærlighed. Foredraget koster 150 kr.

Ny selvbiografi af Uffe Elbæk
Ét af efterårets helt store foredrag er også Uffe Elbæk, tidligere kulturminister og nuværende folketingsmedlem. Han holder foredrag i Buens Bogcafé (Maren Turis Gade) onsdag den 12. oktober kl. 19.00.
Vi har fanget Uffe Elbæk og spurgt, hvorfor han glæder sig til at tale i Aalborg:
“Jeg glæder mig til at fortælle om min nye selvbiografi. Aalborg spiller nemlig en væsentlig rolle i kraft af min gymnasietid på Aalborg Katedralskole i 1970’erne, min første forelskelse – og mit liv i venstrefløjskollektivet på Anebergvej 60”, siger Uffe Elbæk til MigogAalborg.

Du kan følge Buens Bogcafé på Facebook her.
Nordjyden fra Lolland
Det sidste foredrag i efteråret, som vi synes du skal opleve, er ved journalist og forfatter Jørgen Pyndt. Foredraget er onsdag den 2. november kl. 14.00 i Folkekirkens hus.
Du kender Jørgen Pyndt fra TV2Nord, hvor han i årevis har været nyhedschef og tv-vært.
Lollændingen havnede i Aalborg i 1960’erne i kraft af sit arbejdsliv. Og hans foredrag vil netop handle om sin opvækst på Lolland, på et landbrug i efterkrigstiden.

Billetter til alle foredrag i Folkekirkens Hus kan du købe her.
Hvad: Seks store foredrag i efteråret
Hvor: Folkekirkens Hus, Vor Frue Kirke og Buens Bogcafé
Hvornår: Seks datoer i september, oktober og november 2022