Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Seje biler ved Havnefronten: Kæmpe veteranbiltræf i Aalborg på søndag

Af Michael Qureshi
Arkivfoto
Arkivfoto

Det bliver en stor dag i Aalborg på søndag d. 12. maj.

Mandag skrev vi om, hvordan det påvirker trafikken, da flere centrale veje spærres – læs om det her

Over 8000 motionister fylder Aalborg- og Nørresundbys gader, hvor de blandt andet skal løbe eller gå igennem Limfjordstunnelen.

Selve tunnelen får en helt særlig rolle på søndag, fordi man i dagens anledning fejrer 50 års jubilæum for den centrale Limfjordsforbindelse.

Der er derfor lagt op til folkefest på, når hele Nordjylland fejrer Limfjordstunnelens 50 års jubilæum med fest og musik på Honnørkajen i Aalborg samt stort motionsløb og paradekørsel med veteranbiler under Limfjorden.

Gang og motionsløb gennem tunnelen

Jubilæet markeres med familievenlig gang samt motionsløb på forskellige distancer, hvor mere end 8.000 tilmeldte får en eksklusiv oplevelse ved at gå og løbe gennem tunnelen.

Flere nordjyske politikere vil også deltage, bl.a. Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen og skatteminister Karsten Lauritsen, som begge vil løbe halvmaraton, mens regionsrådsformand Ulla Astman vil løbe 10 km.

“Vi glæder os meget til dagen, og er utroligt glade for at så mange mennesker har valgt at deltage i festlighederne,” siger Ulla Astman og Thomas Kastrup-Larsen samstemmende og fortsætter;

“Limfjordstunnelen har nu gennem 50 år været en livsnerve i Nordjylland og har været en absolut forudsætning for den positive udvikling af regionen,” siger Aalborgs borgmester.

Seje biler ved Havnefronten: Kæmpe veteranbiltræf i Aalborg på søndag
Foto: dgi.dk

Folkefest og veteranbiler i paradekørsel

Jubilæet markeres også med et større veteranbiltræf på Aalborghus Slot.

“Da Limfjordstunnelen blev indviet for 50 år siden i 1969, kørte mange veteranbiler som de første gennem tunnelen, lige efter Kongen.

Det vil vi gerne gentage, og vi har i dagens anledning samlet 50 biler, hvor af nogle også kørte med for 50 år siden,” siger Bent Gregersen fra Nordjysk Vintage Motor Klub.

Bilerne vil flere gange i løbet af søndagen køre gennem tunnelen, og publikum er meget velkomne til at køre med.

Der vil også være kørsel for særligt indbudte gæster. De kan bl.a. komme ud at køre i bilen Krone 5, som har været ejet af kongehuset fra 1970 til 2015.

Honnørkajen i Aalborg er i dagens anledning klædt på til fest.

Der vil være mange boder og en scene, hvor der hele dagen vil være musikalsk underholdning. Der er præmieoverrækkelse til løberne kl. 11.30 efterfulgt af politiske taler samt koncert med bandet Souvenirs.

Festlighederne er arrangeret i et samarbejde mellem Aalborg Kommune, Region Nordjylland, DGI og Nordjysk Vintage Motor Klub.

Her er hele programmet for søndag;

Gang gennem Limfjordstunnelen

2.500 tilmeldte personer går fra Stigsborg Brygge gennem tunnelen til Honnørkajen. Aalborg Garden går foran gennem tunnelen og samles op ved Rørdalsvej.

Kl. 08:00. Start for gående fra Stigsborg Brygge.

De første gående forventes i mål ved Honnørkajen kl. 09:00, de sidste kl. 10:00. Deltagerne får ved ankomst til Honnørkajen udleveret et personlig gangbevis.

Motionsløb gennem Limfjordstunnelen

6.000 tilmeldte løbere løber 10 km eller halvmaraton med start ved Aalborghus Slot. Der løbes mod øst ad Nyhavnsgade, og de ankommer igen til Honnørkajen fra vest langs havnefronten.

Kl. 09:00. Start for halvmarathon fra Honnørkajen
Kl. 09:00. Start for 10 km løb fra Honnørkajen.

De første 10 km løbere forventes i mål ved Honnørkajen kl. 09:35. De første halvmarathon løbere forventes i mål kl. 10:10. De sidste løbere kommer i mål inden kl. 12:20.

Fest og musik på Honnørkajen

Kl. 08:00. Musik starter på Honnørkajen.
Kl. 11:30. Præmieoverrækkelse for motionsløb på scene
Kl. 11:45. Officielle taler
Kl. 12:00. Souvenirs går på scenen og spiller indtil kl. 13:00

Veteranbiltræf på Aalborghus Slot

En stor samling flotte veteranbiler vil deltage i fejringen af Limfjordstunnelens 50 års jubilæum. Nogle af dem deltog også ved fejringen af tunnelens indvielse i 1969.

I forbindelse med paradekørsel gennem tunnelen kan der være passagerer i bilerne. Passagererne udvælges blandt de fremmødte i slottets gård.

Kl. 10:00. Der holder 50 veteranbiler til fremvisning i slottets gård indtil kl. 14.00
Kl. 10:15. Udvalgte veteranbiler kører gennem tunnelen
Kl. 11:00. Udvalgte veteranbiler og en veteranbus kører gennem tunnelen
Kl. 12:00. Udvalgte veteranbiler kører gennem tunnelen
Kl. 13:00. Udvalgte veteranbiler og en veteranbus kører gennem tunnelen

Del artikel

Andre læser også