Kæmpe kæde overtager: Seaport skifter ejer efter 31 år

Den 1. april 2025 bliver Seaport i Aalborg overtaget af Steffen Larsen og hans virksomhed, Maximum / Bowl’n’Fun-kæden.
Kim Dahl, der har været ejer af Seaport i 31 år, har besluttet at træde tilbage og lade stafetten gå videre.
Det meddeler parterne i en pressemeddelelse.
“Seaport har været en stor del af mit liv i mange år, og det er med blandede følelser, at jeg nu siger farvel til stedet og mine dygtige medarbejdere. Vi har sammen skabt mange uforglemmelige oplevelser for vores gæster, og Seaport har altid føltes som en forlængelse af min egen familie.
Nu er tiden inde til at give ansvaret videre, og jeg er overbevist om, at Steffen Larsen og hans team er de rette til at videreudvikle Seaport,” fortæller Kim Dahl.
Overdragelsen er resultatet af en smidig og effektiv proces, hvor Kim Dahl personligt kontaktede Steffen Larsen, som han har haft et mangeårigt kendskab til i branchen.
En fantastisk mulighed
Steffen Larsen, ejer af Maximum / Bowl’n’Fun-kæden, var ikke i tvivl om at imødekomme muligheden for at overtage Seaport.
“Seaport er et unikt center med en fantastisk beliggenhed i hjertet af Aalborg, tæt på havnefronten. Vi ser et stort potentiale i at videreudvikle centret som et city center, der adskiller sig fra vores øvrige centre, og vi glæder os til at bygge videre på det stærke fundament, Kim Dahl har skabt,” udtaler Steffen Larsen.
Med opkøbet af Seaport udvider Maximum / Bowl’n’Fun-kæden sin portefølje til 18 centre, og til oktober 2025 åbner kædens 19. center i Kaktustårnene i København.
Steffen Larsen, der oprindeligt er fra Aalborg, har gennem årene opbygget en landsdækkende kæde af oplevelsescentre med base i Svendborg.