Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Scheelsminde fejrer 60 års jubilæum: Ny højtprofileret køkkenchef og renovering for tocifret millionbeløb

Af Emil Kjær Jørgensen
Scheelsminde. Foto: © Michael Bo Rasmussen / Baghuset.
Scheelsminde. Foto: © Michael Bo Rasmussen / Baghuset.

Aalborgs historiske herregårdshotel Scheelsminde markerer i år sit coronaudsatte 60 års jubilæum under Familien Bühlmanns vinger.

Det sker med en netop afsluttet, kæmpe opgradering af såvel de fysiske rammer, interiør og indretning – samt hvad angår det stadig mere ambitiøse gastroniveau i køkkenet.

Det skriver herregårdshotellet i en pressemeddelelse.

Renovering for et tocifret millionbeløb

Fysisk har de sidste 49 af hotellets i alt 95 værelser, restaurant samt loungeområdet omkring receptionen fået en kraftig men respektfuld renovering for et tocifret millionbeløb.

Scheelsminde fejrer 60 års jubilæum: Ny højtprofileret køkkenchef og renovering for tocifret millionbeløb
Scheelsminde. Foto: © Michael Bo Rasmussen / Baghuset. Dato: 13.05.20

Det er sket med hjælp fra den kendte svenske arkitekt Pia Cally Wendt, der bringer udtrykket i overensstemmelse med ønsket: En let, tidløs moderne herregårdsstil på stedet, der er fra 1537.

Men meget er også sket i restaurantionslokalet og i det store køkken med de ca. 30 tilknyttede kokke, tjenere og elever, der holder restauranten åben morgen, middag og aften.

Her har den unge kapacitet og nye køkkenchef, Christian Nurup, siden efteråret 2020 holdt de overordnede tøjler.

Ved siden af de lækre à la carte-retter holder han samtidig et særligt fokus og gastronomiske ansvar for Restaurant Bühlmanns nye gourmetflagskib – tastingmenuen med de 12 ekstraordinære serveringer: ”Bühlmann Récit”, der fredag og lørdag fås i et særligt gourmetafsnit af restauranten (og i øvrigt også i light udgaver med 6 og 10 serveringer).

Fantasirige og gennemstrukturerede Christian har trods sine endnu kun 25 år allerede tjent som souschef på nestoren blandt danske Michelin-restauranter Søllerød Kro og også på bl.a. navnkundige Restaurant Kul.

Men århusianeren vendte af familiemæssige årsager for et par år siden tilbage til hovedlandet til i første omgang en anden af Nordjyllands mest respekterede gourmetrestauranter, Tabu. Med ambitionerne intakt sætter han nu sit markante præg og kurs på Bühlmann.

Scheelsminde fejrer 60 års jubilæum: Ny højtprofileret køkkenchef og renovering for tocifret millionbeløb
Christian Nurup, køkkenchef, Scheelsminde. Foto: © Michael Bo Rasmussen / Baghuset. Dato: 09.09.20

Rød tråd i ny gastro-rejse

Et af hovedmålene med den kostbare jubilæumssatsning har været arkitektonisk og logistisk at nyplacere gourmetafsnittet på Scheelsminde i det store gennemrenoverede restaurationsområde.

Med lette gardiner kan der nu hurtigt og naturligt sektioneres, så gæsterne i begge afsnit har glæde af den flotte udsigt til herregårdsparken og den fine køkkenhave og drivhuset, der særligt forsyner netop gourmetafdelingen. Netop gourmetafsnittet var tidligere placeret i en fin gammel salon men uden den meningsfulde parkudsigt.

”Denne nye placering er i høj grad med til at understøtte den røde tråd-historiefortælling, som jeg gerne vil skabe i vores årstidsprægede tastingmenu som i høj grad er baseret på vores egne råvarer,” forklarer Christian Nurup.

Han har med held kombineret sine egne tidligere erfaringer fra Søllerød Kros og Restaurant Et’s franske køkkener med restauranterne Kuls og Ibus asiatisk inspirerede gastronomi, som han også har arbejdet med – over til Tabus kompromisløse forankring i de nordjyske råvarer. Faktisk så succesfuldt, at Den Danske Spiseguide kort efter Christians overtagelse anmeldte stedet til sin næsthøjeste EEE-karakter (for European Exclusive Elite)* – flottere karakter end nogen anden nordjysk restaurant nogensinde har opnået i guiden.

Eller som guidens navnkundige redaktør Bent Christensen skriver i sin testrapport: ”Det måltid, som jeg oplevede var det bedste i det nordjyske univers, jeg har oplevet i de sidste 5 år”….”Bühlmann Récit på Scheelminde er på samme niveau, som Michelin andre steder har været opmærksomme på.”

Scheelsminde fejrer 60 års jubilæum: Ny højtprofileret køkkenchef og renovering for tocifret millionbeløb
Scheelsminde. Foto: © Michael Bo Rasmussen / Baghuset. Dato: 13.05.20

I hotelledelsen er man naturligvis stolte men også lidt afventende over den exceptionelle modtagelse:

”Hotel Scheelsminde med Restaurant Bühlmann skal på landsplan kendes for at befinde sig helt i toppen af det nordjyske hotel- og gastronominiveau, der hele tiden bevæger sig op.

Det er det klare overordnede hovedmål med opgraderingen, såvel den fysiske renovering for et tocifret millionbeløb kr. der er satset her – som med ansættelsen af Christian og de yderligere ressourcer, der er tilført køkkenet. Det er skønt, at bl.a. Spiseguiden allerede nu vurderer, at vi er nået så langt,” lyder det fra hoteldirektør Danni Bühlmann

Balkonservering nu næsten hele året

Tilbage til jubilæumsrenoveringen af de fysiske rammer: Her oplever Scheelsmindes spisende gæster nu Christian Nurups kogekunst i en udsigtsrestaurant, der blandt meget andet har fået nyt loft og paneler samt elegant sildebensparketgulv, franske døre og ny ventilation.

Uanset om gæsten nu vælger Restaurant Bühlmanns klassiske a la carte-kort eller den ekstra eksklusive Récit-menuen. Samtidig er der blevet etableret en stor fast markise med hele 16 kraftige elvarmere, der gør det muligt også at indtage Christians kreationer udendørs på den 150 kvadratmeter store balkon næsten hele året.

For gourmetgæsterne til Bühlmann Récit-menuen startes gæsterne eksklusivt op alt efter årstid med snacks og aperitif nede i drivhuset ved køkkenhaven – eller i Scheelsmindes velassorterede vinkælder.

Den Danske Spiseguide har for nyligt meldt ud, at Restaurant Bühlmann får lov at holde den ene halvdel af dette års gallaprisuddeling, en legendarisk begivenhed for branchen. Det sker søndag aften den 7. nov. Efter at Bistro Boheme i København har taget sig af den første halvdel, søndagen før, da arrangementet i år er delt i to af coronahensyn.

Danni Bühlmann er meget beæret over, at Bühlmann-køkkenet er fundet af tilstrækkelig kaliber og også over, at Scheelsminde selv er blevet nomineret til en af de eftertragtede priser, der uddeles de to aftner, nemlig til titlen som ”Årets Bo & Spis”-adresse, hvor man er oppe mod fire andre respekterede kandidater.

Renoveringen har også skabt et helt nyt stort og åbent receptions- og loungeområde, hvor gæsterne kan nyde en drink i baren eller bare sidde og slappe af.

* Den Danske Spiseguides kriterium for EEE-karakter (European Exclusive Elite) lyder, at de udvalgte restauranter er direkte sammenlignelige i kvalitet/udførelse/servicering som på europæisk ***Michelin.

Del artikel

Andre læser også