Vil lave byens bedste vinbar: Genåbner med kendt sommelier i spidsen
På byens vinbarer er der mange tilgange til at servere vin – for nogle handler det om druens oprindelse, for andre om produktionsmetoden.
Hos Scene 11 i Jernbanegade har man dog en unik scene, hvor vin og teater helt naturligt får lov at smelte sammen.
Siden åbningen sidste år har både mad og vin været en vigtig medspiller i oplevelsen på Aalborg Teater – blandt andet gennem et stort vinkort til priser, der kan imponere selv en nordjyde.
Har hyret én af verdens bedste vintjenere
Med den nye sæson strammes båndet mellem teater og gastronomi yderligere i de stemningsfulde lokaler.
Anne König og Ole Bach har fået en ny hovedrollebesætning på vinfronten – ingen ringere end Thomas Lysgaard.
Thomas er ikke bare er en af verdens bedste vintjenere, men også uddannet filosof og – som han selv nævner uden omsvøb – ædru alkoholiker.
En sjælden kombination, der gør ham til vinekspert med både dybde og kant.
Med alle disse kompetencer i rygsækken har Thomas nu fået ansvaret for, at Scene 11 i fremtiden skal være her, man går hen, når man vil have en vinoplevelse udover det sædvanlige.
Uanset om man er der for at se en forestilling eller ej.
“Vi vil gerne være et mangfoldigt sted, hvor der er plads til alle.
Både dem, der gerne vil blive klogere på vin, teater – eller bare kommer for at få et godt glas vin,” forklarer Thomas, da vi møder ham på Scene 11.
Han ligner en rigtig filosof, som han sidder der i eftermiddagslyset med briller i panden og skægget, han har ladet gro.
Skræddersyede mad- og vinmenuer
Scene 11 er, ifølge ham selv, det perfekte venue, hvor både vin og teater får plads til at folde sig ud.
“Det er en gave at kunne kombinere vinsmagninger med noget så dramatisk og levende som teaterforestillinger.
Fremover kommer vi til at tilbyde en helhedsoplevelse, hvor vinmenuerne er skræddersyet til hver forestillings tematik,” forklarer han.
I forbindelse med “Der Weltundergang” vil de serverede vine være biodynamiske – en symbolsk understregning af forestillingens fokus på klimaforandringer og menneskets destruktive fremmarch.
“Det er en forestilling, der handler om verdens undergang, og hvad er mere passende end vine, der reflekterer vores påvirkning på jorden?” spørger Thomas retorisk.
Senere på sæsonen, når “Pippi Langstrømpe” springer ud på scenen, vil vinmenuen igen afspejle forestillingens tematik.
Naturligvis med vine fra kvindelige, rebelske vinmagere, der ligesom Pippi, udfordrer normerne.
En nørd i sit rette element
Han understreger dog også, at vinmenuerne sagtens kan nydes og opleves uafhængigt af forestillingerne. Og det ved man, hvis man kender bare lidt til Thomas Lysgaard.
Han er nærmest en forestilling i sig selv, når han først kommer i gang med at fortælle løs om sine store passioner.
Eventkalenderen på Scene 11 byder også på arrangementer som “Rundt om Garda”, “Landet med verdens bedste Riesling”, “Bobler kun for kvinder” og “Jazz og Vino”.
En kalender, der pærer bræg af, at Thomas har fået lov til at være instruktør.
“Normalt skal jeg kæmpe for at få mine idéer igennem, men her mødes jeg bare med et “Fedt, det gør vi!”.
Det er virkelig skønt for en vin-nørd som mig,” siger han med et grin.
Som noget særligt har Thomas også indført et nyt tappesystem, der gør det muligt at skænke vin uden at fjerne korkproppen.
“Det sikrer, at vinen smager, som om den lige er blevet åbnet – selv efter flere år. Det giver os en fantastisk fleksibilitet og mulighed for at være kreative,” forklarer han.
Opdag helt nye vine
For Thomas Lysgaard er vin næsten som en religion, hvor intet er sort-hvidt.
Han mener derimod, at det er i gråzonerne, at de mest interessante nuancer dukker op.
“Nogle gange kommer to damer ind og beder om et glas Chardonnay.
Men det, de i virkeligheden vil have, er en vin, der ikke er for syrlig – og det kan Chardonnay jo sagtens være,” forklarer han med et overbærende smil.
“Her hos os kan jeg vise dem, at der findes vine, de slet ikke vidste, de kunne lide.”
Scene 11 genåbner i morgen, og allerede på fredag kan du komme til reception fra kl. 14-24 og skåle den nye sæson i gang med Thomas.
Fremover vil han være fast at finde i restauranten fra torsdag til lørdag – og måske endda lidt oftere.
Du kan læse mere om Scene 11 her.