Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Satser på vilde og eksklusive shows: Her åbner ny natklub i Gaden

Af Emil Kjær Jørgensen

Den 12. marts besluttede restauratørerne i Jomfru Ane Gade at lukke alle værtshuse, barer og diskoteker helt ned på grund af corona.

Danmarks festgade nummer 1 har siden været fuldstændig øde alle ugens dage, og klistrede brosten, stanken af urin, dårlige scorereplikker og korte kjoler er skiftet ud med støv, vindhekse og en form for dommedagsstemning.

Diskoteker og barerne i gaden må pænt vente lidt endnu på at åbne. De må nemlig først åbne i fase 4 af genåbningen, der indtil videre er planlagt til starten af august.

Men når vi igen kan drikke billige fadøl, slå søm i, hænge ud i baren eller danse på livet løs, bliver det med en helt ny natklub i centrum af Jomfru Ane Gade.

I nr. 11, der tidligere har huset legendariske Hr. Nielsen og senest Hornsleth, slår Club Wolf nemlig dørene op – lige så snart regeringen og myndighederne giver grønt lys.

Ejerne af den nye club er to kendte herrer i Jomfru Ane Gade; Niels Bøgelund og Jens Bøgelund, der har over 20 års erfaring fra Gaden – og som ejer flere bygninger selvsamme sted.

Idémændene bag den nye natklub er tvillingsønnerne til Niels i skikkelse af Lasse Bøgelund Madsen og Mikkel Bøgelund Madsen på kun 17 år.

“Vi bliver nok de yngste “restauratører” i Gadens historie,” fortæller Lasse med et grin til MigogAalborg.

Wolf Club bliver et sandt familieforetagende, for søsteren Emma Bøgelund Madsen skal stå for ansættelse af personale og bartendere.

 

Vis dette opslag på Instagram

 

Et opslag delt af Club Wolf (@clubwolf_aalborg) den

Gennemrenovering af de legendariske lokaler

Til dagligt læser Lasse på Handelsgymnasiet i Turøgade, mens brormand Mikkel er tømrerlærling. Især sidstnævntes evner kommer dem til gode i disse uger.

“Vi har arbejdet hårdt de seneste par uger, og vi kommer til at have travlt helt frem til åbningen. Lokalerne får et helt nyt udtryk, når Club Wolf står klar,” fortæller Lasse.

For de to tvillingebrødre er det en drengedrøm, der går i opfyldelse, når den nye club endelig står klar.

Men de vil endnu ikke røbe for meget om det nye sted, men de lover, at gæsterne kan se frem til nogle vilde og eksklusive shows, som ikke er set før i Gaden.

“Hvis man eksempelvis køber en bestemt drinkspakke venter der en stor oplevelse,” lover de hemmelighedsfuldt.

Clubben vil have åbent fredag og lørdag fra 21.00 – 06.00, og der vil altid være DJ, som er klar til at spille det nyeste club-musik og en masse remixes.

De forklarer, at den nye club primært vil henvende sig til folk i alderen 18-25 år, og det bliver gratis at komme ind på clubben.

“Hvis man skal være sikker på at få en plads, anbefaler vi dog at bestille bord,” siger Lasse.

Club Wolf åbner efter planen i starten af august, når fase 4 af genåbningen af Danmark træder i kraft.

Hvad: Club Wolf
Hvor: Jomfru Ane Gade 11 (Det gamle Hornsleth, Hr. Nielsen)
Hvornår: Start august

Del artikel

Andre læser også