Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ramen på menuen: Her får du lækre asiatiske retter til en fair pris

Af Nathalia Hentze Nielsen

For et år siden slog det hyggeligste lille asiatiske spisested dørene op på Vesterbro 74.

De lovede autentisk ramen med masser af smag, god service og fair priser.

Nu, ét år senere, er MigogAalborg tilbage i restauranten Sanwe Ramen for at spørge ejerne Haiying Yang og Weihe om, hvordan aalborgenserne har taget imod dem.

Før vi kommer ind på modtagelsen, lægger Haiying Yang ud med at adressere den ulykke, der var i restauranten i februar i år, hvor hans kone fik en finger i klemme i pastamaskinen. En episode, der blev nævnt i de lokale medier.

“Der kom mange og hjalp os. Kunderne ringede 112, og ambulanceredderne fik hendes finger ud af maskinen. Vi vil gerne sige mange gange tak for al hjælpen og omsorgen,” siger Weihe og tilføjer med et smil:

“Vi har fået en større og mere sikker maskine nu.”

Heldigvis for det. Det betyder, at Haiyings magiske hænder kan fortsætte med at håndlave den traditionelle ramen.

Ramen på menuen: Her får du lækre asiatiske retter til en fair pris
Ramen Tonkotsu er Sanwe Ramens mest populære ramen-variant.

Lutter gode anmeldelser

Ægteparret fortæller, at Aalborg har taget rigtigt godt imod dem, og kærligheden må siges at være gengældt.

Kaster du et blik på Sanwe Ramens Facebook-side eller Googleprofil, er det strømmet ind med lutter gode anmeldelser.

Det kommer ikke som nogen overraskelse, hvis du har været på besøg i restauranten og smagt deres mad.

Som vi også skrev første gang, vi besøgte Sanwe i 2022, er deres ramen ” imponerende lækkert.”

Deres ramen serveres i en stor skål, der fyldes med kød, æg, friske grøntsager og urter – typisk kimchi (fermenteret kål), svampe, forårsløg, bønnespirer og wanton (små dumplings). Og så selvfølgelig ramen-nudlerne, hjemmelavet på hvedemel.

De langstids-simrede supper giver en dyb umami-smag. De håndlavede nudler og fyldet giver mæthed og indtryk til både øjne og mund.

Holder den dom stadig i sommeren 2023?

Ja, absolut!

Og priserne holder bestemt også. En skål med ramen koster kun fra 115 kroner, og det er en mættende omgang, skal vi hilse at sige.

Ramen på menuen: Her får du lækre asiatiske retter til en fair pris
Du kan også få spicy ramen; f.eks. Ramen Tantan.

Udlært ramen-kok

Hemmeligheden bag den velsmagende japanske ret er Haiyings ekspertise. Hun er udlært ramen-kok og har lavet hjemmelavede nudler siden, hun var 6 år.

Derfor sætter Sanwe også en ære i at alt fra nudler til suppe laves fra bunden, og at ingredienserne er friske og i god kvalitet.

“Vi har haft kunder, der har sagt at vores ramen er lige så god, som den de har smagt i Japan,” fortæller Weihe.

Udover otte forskellige slags ramen (der også inkluderer en vegansk variant) kan du bestille en masse asiatiske forretter.

Du kan bl.a. vælge mellem dumplings, stegte gyoza, kylling karaage og bao.

Sanwe Ramen har åbent hver dag (mandag-søndag) klokken 12.00-21.00.

Du har også mulighed for at bestille deres mad til afhentning. Læs mere om Sanwe Ramen her.

Del artikel

Andre læser også