Sankt Hans i Aalborg: Her er byens bedste bålfester

Skrevet af: Stine Kjølby Christensen

I aften er det Sankt Hans, og der skal sendes hekse af sted til Bloksbjerg.

Midsommeren fejres med nogle hyggelige arrangementer rundt omkring i Aalborg, hvor der gøres noget ud af at skabe nogle gode rammer for bålfesten.

Vi har samlet de bedste her:

Musikkens Hus

Hvis du ikke før har fejret midsommeren i hjertet af Aalborg, så må det være på tide.

Traditionen med sankthansbål foran den arkitektoniske perle på Havnefronten, er blevet et kæmpe trækplaster de sidste par år – og i år bliver ingen undtagelse.

Aftenen starter i koncertsalen, hvor Ida Corr sætter tonen i samspil med to nordjyske pigekor. Herefter går turen ud på pladsen foran, hvor Sko/Torp vil spille, mens snobrødene bages med udsigt til bål på fjorden.

PROGRAM

Kl. 19.00-19.45: Sko/Torp spiller
Kl. 19.00-20.00: Ida Corr og Aalborg Symfoniorkester giver koncert i Koncertsalen
Kl. 20.25: Bålet tændes
Kl. 20.40: Geo holder årets båltale
Kl. 20.50: Fællessang: Sammen synger vi Midsommervisen. Klarup Pigekor og Nordjyske Pigekor synger for akkompagneret af messingspillere fra Aalborg Symfoniorkester
Kl. 21.00-21.45: Sko/Torp spiller

Du kan læse mere om Sankt Hans i Musikkens Hus her

Fra kl. 19.

Aalborg Zoo

Hvis man vil være sikker på en god og stemningfuld aften for både store og små, så er arrangementet i Aalborg Zoo en sikker vinder.

Igen i år tændes der bål på savannen, hvor Julie Bertelsen står for årets båltale.

Der vil være reduceret billetpris i aftenens anledning, hvor voksne fra kl. 16 kan komme ind for 90 kr., mens børn koster 60. Du kan altså sagtens kombinere bålfesten med et par underholdende runder i haven.

Du kan for eksempel nå at hilse på de helt nye tigerunger. 

Foto: Aalborg Zoo

Du kan læse mere om Sankt Hans i Aalborg Zoo her

Fra kl. 17.30.

Lindholm Høje

Vil du være omgivet af ældgammel historie, imens du nyder en stolt tradition fra fordums tid, så skal turen gå til Lindholm Høje.

Her kan du nyde en smuk sommeraften i selskab med kammerkoret Coro Misto.

Båltalen holdes i år af rådmand Hans Henrik Henriksen, fra By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune.

Arrangementet er gratis, men hvis du vil opgradere oplevelsen, kan du fra kl. 18 besøge Café Lindholm, der byder på en særlig tre-retters Sankt Hans menu. Læs mere om dét her.

Husk også, at hvis du i stedet er sulten efter lidt historiefortælling, så kan du dykke ned i både vikingetid og oldtid indenfor på Lindholm Høje Museet, hvor der er fri entré fra kl. 17.

Du kan læse mere om Sankt Hans i Lindholm Høje her

Fra kl. 20.30.

Mølleparken

Endnu en genganger på sankthansbålet, er når Lions Club indbyder til en hyggelig Sankt Hans aften i hele Aalborgs Møllepark, hvor du på plænen ved skulpturen Noahs Ark, kan nyde en aften med picnic, underholdning og (selvfølgelig) – et bål.

A Minor Blues Band står endnu engang for swingende blues.

Du kan læse mere om Sankt Hans i Mølleparken her.

Fra kl. 18. 

Sankt Hans fest i Østre Anlæg

I Østre Anlæg har man valgt at fejre midsommeren med et hyggelig børneloppemarked, der starter fra kl. 16. Der vil desuden være mulighed for ansigtsmaling, hoppepude og snobrød.

Kl. 18 holder Skt. Markus Kirke Åbent Tårn, hvor alle er velkomne til at nyde udsigten.

Herefter tændes bålet, hvor rådmand Mai-Britt Iversen holder årets båltale.

Der vil kunne købes sodavand, øl, vin, kaffe, the, kage, pølser, slush ice og popcorn.

Fra kl. 20.

Du kan læse mere om Sankt Hans i Østre Anlæg her.

Sankt Hans fest ved Margrethekirken

I tæt samarbejde med Blårævene og FDF er det en glæde at byde hjertelig velkommen til en hyggelig Sankt Hans fest med snobrød, pandekager og popcorn i skovbrynet bag Margrethekirken.

Årets båltaler er Flemming Møller Mortensen, og der vil være masser af børneaktiviteter, bålfest og fællessang.

Hele aftenen kan der købes pølser, øl og sodavand.

Fra kl. 20. 

Du kan læse mere om Sankt Hans ved Margrethekirken her.

12.000 besøgende sidste år: NORTH Kunstmesse 2020 er aflyst

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

Den store, nordjyske kunstmesse, NORTH, der har etableret sig som en stærk tradition første weekend i september, bliver alligevel ikke afholdt i år.

NORTH har vokset sig større år for år, og i 2019 solgte man kunst for over 12 mio. kr. og havde over 12.000 besøgende over hele weekenden.

“Jeg har fulgt med i smittetallene, og da det allerede nu går den forkerte vej, og forsamlingsforbuddet samtidig ikke hæves, som det ellers tidligere var annonceret fra regeringen, vælger vi at tage konsekvensen i tide.

NORTH tiltrækker hvert år tusindvis af kunstinteresserede, gallerister og kunstnere fra ind- og udland over de tre dage, messen varer.

Med udviklingen i smittetrykket mener jeg ikke, det i år er hverken sundhedsmæssigt eller økonomisk forsvarligt at gennemføre,” siger arrangør og galleriejer Kent Wolfsen, i en pressemeddelelse.

NORTH Kunstmesse 2020 skulle have været den femte af slagsen.

Messen tiltrækker hvert år over 50 gallerister fra hele landet, der fylder P-kælderen ved Musikkens Hus med kunst.

Derudover er der madboder og mulighed for at møde landskendte kunstnere.

“NORTH har hvert år haft fremgang i antallet af gæster. I 2019 var der cirka 12.000 mennesker forbi, og jeg mener, NORTH har været med til at fremme den brede interesse for kunst.

Jeg havde personligt glædet mig rigtig meget, og det ved jeg, at mange andre også havde. Det er en tung beslutning, men set i forhold til, at mennesker på grund af denne forbandede virus for alvor er ramt på deres helbred eller levebrød, så er det eneste rigtige at aflyse,” siger galleriejeren.

NORTH Kunstmesse 2021 afholdes indtil videre som planlagt.

Godt nyt til cyklister og fodgængere: Kulturbroen genåbner en uge før tid

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

Der er godt nyt til alle jer, der har savnet cykel- eller gåturen over Kulturbroen den sidste måneds tid.

Som en del af det løbende vedligehold på den 82 år gamle jernbanebro har Banedanmark udskiftet de bevægelige brolejer, og det har de gjort på rekordtid.

Aalborg Kommune har netop meldt ud, at Kulturbroen allerede genåbner på mandag den 10. august kl. 10.00.

Det er en uge tidligere end planlagt.

Trist melding: Spilnu.dk Grand Prix 2020 aflyses

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

Sidste år fejrede Aalborgs største cykelløb, Spilnu.dk Grand Prix, 10 års jubilæum, men i år bliver der ikke mulighed for at se tour-stjerner og danske ryttere i Aalborgs gader.

Årets løb er nemlig aflyst på grund af covid19-situationen i Danmark.

“Der er trist at måtte meddele, at det ikke ikke længere er muligt at afvikle årets gadeløb i Aalborg som traditionen tro har flere kendte Tour de France ryttere til start.

Vi har til det sidste håbet at smitte tallene ville forbedre sig så vi kunne afvikle løbet i oktober, men da det desværre går den forkerte vej med Corona-udviklingen, ser vi ikke andre udveje end at aflyse årets gadeløb i Aalborg,” fortæller løbsdirektør Jonas Winter Mikkelsen, i en pressemeddelelse.

Vender stærkt tilbage i 2021

“Til gengæld kan vi allerede nu meddele, at Spilnu.dk Grand Prix vender tilbage igen i 2021, såfremt Covid-19 situationen til denne tid tillader større arrangementer igen,” afslutter Jonas Winter Mikkelsen.