En kæmpe ære: San Giovanni-ejer er blevet udnævnt som vicekonsul
Vice Consolato Onorario D’Italia står der på et prægtigt skilt på facaden af San Giovanni.
Og nej, det er hverken navnet på en ny pizza eller pastaret på en af Aalborgs mest populære restauranter.
Det er derimod et bevis på, at du her kan finde intet mindre end den nye honorær vicekonsul for Italien med jurisdiktion i Nordjylland.
Navnet på konsulen er Mikele. Mikele Volpi.
Det bliver i familien
21. marts overtog ejer af San Giovanni, Mikele Volpi, depechen fra ingen ringere end sin egen mor.
“Hun faldt for aldersgrænsen, så derfor var det oplagt, at jeg tog over,” fortæller en stolt Mikele.
Mikeles far, Giovanni Volpi, har også været honorær vicekonsul, så Mikele træder ind i en stolt tradition i den italienske familie.
Selvom det var ganske naturligt, at Mikele tog over på posten, så er det ikke bare lige sådan at blive vicekonsul.
“Man skal igennem en lang godkendelsesproces hos PET og Udenrigsministeriet. Derudover skal godkendelsen også forbi den italienske ambassadør og Rom,” forklarer Mikele.
Hvad laver en vicekonsul egentlig?
Mikele træder nu ind i et diplomatisk korps af i alt 280 medlemmer i Danmark.
Her i Aalborg har vi eksempelvis også vicekonsuler for Holland, Island, Norge, Sverige, Frankrig, Moldova og mange flere.
Titlen giver dog hverken Mikele tilladelse til at køre over for rødt … eller til at putte ananas på en italiensk pizza.
“I gamle dage kunne en vicekonsul lave pas, men det har vi desværre ikke tilladelse til mere. Men vi kan stadig hjælpe med mange lavpraktiske ting for herboende italienere – eksempelvis med pensionen eller hvis man skal stemme til det italienske valg.
Hvis en italiener får et børn, der skal have et italiensk pas, kan jeg også hjælpe med stempler, billeder, verifikation mv.” forklarer Mikele og uddyber:
“Jeg kan vel beskrives som en slags forpost for ambassaden og det officielle Italien. Jeg kan hjælpe folk videre, og få fat i de rette folk.”
Udover at hjælpe italienske statsborgere med alverdens praktiske ting, så bliver Mikele også officiel repræsentant for Italien.
“Jeg skal være med til at knytte bånd mellem Italien og Danmark. Det sætter jeg en stor ære i,” forklarer Mikele.