Så er det officielt: Her kommer kæmpe ny satsning i Aalborg

Primo januar skal det være en realitet.
Sammenlægningen af Springeren – Maritimt Oplevelsescenter og Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum er allerede i fuld gang.
Og ambitionerne er store.
Beslutningen er truffet og lige nu er en arbejdsgruppe fra begge museer trukket i arbejdstøjet.
Bistået af lidt hjælp og inspiration udefra og ikke mindst støttet med viden og erfaring fra Aalborg Kommunes Kulturforvaltning.
“Det er en omfattende proces med rigtigt mange forhold og udfordringer, som vi har sat i gang,” lyder det samstemmende fra direktør Mads Sølver Pedersen fra Springeren, Maritimt Oplevelsescenter og bestyrelsesformand Flemming Agerskov fra Forsvars- og Garnisonsmuseet.
Vil skabe noget nyt og visionært
Ambitionen er netop at skabe noget nyt og visionært, og ikke bare at lægge to nuværende museer sammen til et.
Begge institutioner rummer hver sine spændende historier.
Om søfart, Aalborgs nære tilknytning til fjorden, værftsindustri og det faktum, at Danmark gennem århundrede markerede sig på verdenshavene som en søfartsnation med en stærk flåde i ryggen.
Men også historierne om de store militære konflikter, som både udfordrede og skabte nationen, hvor især årstallet 1864 står stærkt i erindringen.
Senere de store verdenskrige, besættelsestiden og skabelsen af den nye forsvarsvirkelighed, foruden Aalborgs mangeårige historie som garnisonsby.
“I dag indtager historiefortællingen en vigtig del af forståelsen for, at både søfart, marine og flådevirksomhed samt militære operationer er en vigtig del af den verdensorden, som hersker i dag,” forklarer Flemming Agerskov.
“Oprustning er ikke kun krig og aggression, men en ny teknologisk virkelighed og en nødvendighed for at bevare freden,” fortsætter Flemming Agerskov.
“Derfor bliver læringsoplevelser også et stærkt parameter i vores planlægning af indholdet i den nye museum og oplevelsescenter, som vi arbejder med at opbygge ved at sammenlægge de to nuværende kulturinstitutioner,” uddyber Mads Sølver Pedersen.
Stram tidsplan
Han supplerer med, at partnerskaber med uddannelsesinstitutioner og industrien også indgår i planerne for det nye oplevelsescenter med fokus på søfarts- og forsvarsmæssige forhold.
Der er allerede lagt en stram tidsplan for sammenlægningen, som selvfølgelig rummer både en ny vision og strategi, men selvfølgelig også en lang række praktiske opgaver, der også er en realitet, når man sammenlægger to etablerede museer og samtidigt ønsker at bygge noget nyt ovenpå.
Hertil kommer den inkluderende tilgang til ansatte og de mange frivillige, som i dag er tilknyttet begge museer, der begge har en lang erfaring med at inddrage kompetencer og mangfoldighed i driften og udviklingen.
“Vi ser begge på processen med at skabe noget nyt og fælles som både en spændende udfordring, men også som en læringsproces, hvor vil er rede til at bygge både ovenpå og skabe noget nyt,” slutter Mads Sølver Pedersen og Flemming Agerskov.