Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Karnevalsstemning i Aalborg: Samba-rytmer i byens gader i morgen

Af Stine Kjølby Christensen

Vi må desværre undvære vores elskede Aalborg Karneval igen i år.

Men Corona får simpelthen ikke lov til at dræbe enhver feststemning her i Aalborgs gader.

Normalt plejer den store internationale parade at være startskuddet på en fed karneval-uge, men den del er selvfølgelig også aflyst.

I stedet har Aalborg Karneval sørget for, at syv forskellige karnevalsgrupper omdanner byens gader til et mini Rio de Janeiro i et par timer fredag eftermiddag og aften.

Det bliver i tidsrummet fra klokken 17-21, at man eventuelt kan tage ud i byens gader for at spotte de forskellige grupper.

Grundet Corona og restriktioner må man ikke melde ruten og tider officielt ud.

Grupper i alle dele af Aalborg

Der kommer til at være tre forskellige grupper i Aalborgs midtby, én gruppe i Nørresundby, én i Vestbyen, én i Vejgaard/Ø gade kvarteret samt én i Aalborg Øst.

“Normalt har vi den fantastiske internationale parade i Uge 20, som foregår på Boulevarden med både danske og internationale grupper i et stort optog.

Da vi ikke kan afholde den internationale parade som vanligt, så har vi i stedet syv forskellige grupper, som er ude og lave noget larm og karnevalsstemning i byen,” forklarer Lotte Larsen, der er projektkoordinator i Aalborg Karneval.

Aalborg Karneval kører desuden lige nu en fed konkurrence, hvor man kan vinde sit eget mini-karneval.

Præmien indeholder blandt andet en koncert med Skinz, som kommer hjem i baghaven til dig og vennerne.

Du kan se mere om konkurrencen lige her.

Børnekarneval i weekenden

Der kommer også masser af skøn stemning og aktiviteter for de mindste i Kildeparken i den kommende weekend.

Aalborg Karneval har inviteret velgørende foreninger og organisationer til børnekarneval i pinseweekenden fra den 22. til 24. maj for at give udsatte børn og unge en tiltrængt familieoplevelse.

Foreningen Aalborg Karneval har valgt at lave særarrangementer til glæde for foreninger som Barnets Blå Hus Aalborg, Ønskeland, Lykkeliga, Himmerland Boligforening, Gestus Kids og Foreningen Lev – livet med udviklingshandicap, som med initiativet kan invitere deres medlemmer til Børnekarneval.

“Børnekarneval er blevet et tilløbsstykke med omkring 6.000 deltagere, og det kan vi selvfølgelig ikke gennemføre i år.

Det er en tradition og en nødvendighed at lave karneval i tæt samarbejde med mange foreninger, og i år vælger vi at gøre noget særligt for de foreninger, der har fokus på trivsel og sundhed blandt børn og unge.

Aalborg Karneval handler om at skabe trygge rammer og fællesskaber, og det holder vi fast i med det her nye og meningsfulde initiativ,” forklarer Mette Bugge.

For Foreningen Aalborg Karneval bliver dette års samarbejde med foreningerne en god anledning til at lave et superfedt arrangement i mindre skala med et maksimum på 80 deltagere per forening, så alle sundhedskrav kan overholdes, men også skabe en unik oplevelse i trygge rammer.

Hvad: Karnevalsstemning i Aalborgs gader
Hvornår: Fredag d. 21. maj 2021 kl. 17-21
Hvor: Flere steder rundt i Aalborg-område

Del artikel

Andre læser også