Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Samarbejde gavner: FOKUS hjælper flere og flere i fast job i Aalborg

Af Michael Qureshi

Der er stor fokus på at nedbringe arbejdsløsheden i Aalborg Kommune.

Blandt dem der yder en stor indsats for at få flere personer i jobs er FOKUS Folkeoplysning. De har iværksat flere initiativer for at hjælpe med at få arbejde til ledige.

Alt for mange sidder fast i kontanthjælpssystemet i årevis. Det er uværdigt, mener Bjørn Salling, direktør i FOKUS.

Netop FOKUS har gennem tiden haft succes med at hjælpe mennesker videre i livet med udgangspunkt i uddannelse og kompetenceudvikling.

Skaffer småjobs som kan blive faste

Nu vil den lokale aften – og daghøjskole gøre sig selv arbejdsløs ved at få ledige ud af aktivering og kontanthjælp, og over i et job, så de på sigt kan klare sig selv.

Det skal ske i samarbejde med lokale virksomheder for at skaffe ”småjobs” til mennesker, der modtager kontanthjælp eller andre offentlige ydelser.

Men FOKUS har også etableret virksomheden KaffeFair med det formål at skabe beskæftigelse til udsatte borgere. 84 er ansat i KaffeFair på landsplan, og der er planer om at udvide forretningen og ansætte flere.

Samarbejde gavner: FOKUS hjælper flere og flere i fast job i Aalborg
Alt for mange sidder fast i kontanthjælpssystemet i årevis, det er uværdigt, mener Bjørn Salling, direktør i FOKUS

 

”Det er en stor succes, men hvis det skal rykke for alvor, skal vi have private virksomheder til at tage medansvar og give plads til mennesker, som skal have en hjælpende hånd.

Vi tror på, at alle mennesker gerne vil bidrage til samfundet, så længe det giver mening, –  også selvom de måske ikke har den store økonomiske vinding ved et job på 5-10 timer ugentligt. Men det kan betyde netværk, nye kompetencer og en vej ud af kontanthjælp og dermed en ændret livssituation.” fortæller Bjørn Salling til MigogAalborg.

Aalborg Kommune har samlet en Task-Force

Heldigvis har Aalborg Kommune med borgmester Thomas Kastrup-Larsen i spidsen, taget initiativ til at skabe flere småjobs til ledige og samlet en ”task-force” blandt lokale virksomhedsledere, der skal bidrage til indsatsen sammen med Jobcenter Aalborg.

Samarbejde er dermed vejen frem, og hos FOKUS ønsker man at hjælpe hvor man kan med at få flere i arbejde.

Giver det mening at have et lønnet job 5-10 timer ugentligt? Hvis man spørger de ledige, er svaret for de fleste et JA. Og der er flere gode eksempler på det.

Samarbejde gavner: FOKUS hjælper flere og flere i fast job i Aalborg
Solomon (midten) har et småjob i Urban Cykler, hvor han møder hver fredag i 7 timer

MigogAalborg besøgte blandt andet Solomon i Urban Cykler, hvor han arbejder syv timer hver fredag. Vi mødte også Martin, som har bevæget sig fra at være sårbar ung til at blive selvforsøgende og veltilpas i en 20-timers stilling på KUNSTEN.

Solomon træner fingerfærdigheder

Solomon kom til Danmark fra Eritrea i december 2015. Han er ud over Sprogskolen tilknyttet FOKUS’ integrationsprojekt Flex Praktik, hvor han møder hver torsdag til undervisning.

Gennem det forløb har han været i 2 x 13 ugers praktik indtil foråret, hvorefter han blev tilbudt et småjob ved sit seneste praktiksted Urban Cykler på Hobrovej i Aalborg.

Her træner Solomon fingerfærdigheder og det danske sprog, når han hjælper kunderne med at pumpe luft i dækket eller samle nye cykler.

Samarbejde gavner: FOKUS hjælper flere og flere i fast job i Aalborg

På spørgsmålet om, hvordan han reagerede, da han fik at vide af indehaver Tommy, at han kunne få et fast job, svarer 26-årige Solomon i et stort smil: ”Jeg sagde til Tommy, at jeg var meget glad”.

Har givet fremtidslys i øjnene

Aktiveringsforløbet Kreativitet og Vækst i Daghøjskolen FOKUS har ført Martin ud i ordinært arbejde og har givet ham fremtidslys i øjnene.

Før Martin kom til FOKUS kunne han ikke se, at der var plads til en introvert personlighed som hans, og det var svært at omsætte drømmen om at arbejde med kunst til noget konkret.

Samarbejde gavner: FOKUS hjælper flere og flere i fast job i Aalborg
Martin har i dag et deltidsjob i KUNSTEN og er blevet selvforsøgende

 

De kunstneriske processer og den personlige sparring i Kreativitet og Vækst og et samtidigt forløb i Daghøjskolens Kunstskole gjorde, at Martin kunne overskue drømmen om at arbejde med kunst og leve af det. En praktikplads på KUNSTEN førte ham til fast ansættelse.

I dag arbejder Martin med alt fra rengøring til de mere ansvarstunge opgaver som at hjælpe med at sætte udstillinger op. Han er kort sagt trådt ind i en verden af kunstformidling, og selv om noget af det er rutinearbejde, er der nu en naturlig kobling mellem arbejde og drøm.

Spørger man ham, hvad det betyder at være fri af kontanthjælp, lyder svaret uigenkaldeligt: ”Frihed”.

Samarbejde gavner: FOKUS hjælper flere og flere i fast job i Aalborg

Del artikel

Andre læser også