Skal lyse hele midtbyen op: Salling med store nyheder om årets julelys
Fredag den 31. oktober bliver en aften i julens tegn, når Salling inviterer til årets store lystændingsfest.
I år bliver oplevelsen ekstra spektakulær, når Salling afslører en helt ny juleudsmykning på facaderne.
Det kunne MigogAalborg allerede fortælle i sidste uge, og nu bekræfter Salling den store nyhed med de tusindvis af lys.
Traditionen tro tæller Karin Salling og Sallings direktør, Marianne Bedsted, ned sammen med de fremmødte, inden der trykkes på knappen og facaderne forvandles til et glitrende juleeventyr.
Efter den store afsløring kan publikum nyde en stemningsfuld koncert med det anmelderroste kor Ungklang, som med deres rene vokaler kendt fra deres fortid i DR pigekoret sætter lyd på julestemningen.
“Det er altid et helt særligt øjeblik, når julelysene bliver tændt, men i år bliver det noget ganske særligt.
Vi glæder os til at vise vores gæster den nye juleudsmykning, som vi har arbejdet intenst på. Julen handler om traditioner, men også om at forny og forundre,” siger Marianne Bedsted, direktør i Salling.

Erstatter nedslidt juleudsmykning
Den nye udsmykning erstatter den tidligere facadebelysning fra 2015, som er nedslidt og årets juleudsmykning markerer dermed en ny æra for Sallings juletradition.
Som en ekstra julegave slår Salling i år dørene op til en helt ny oplevelse – Salling Christmas Garden.
Det er dog desværre kun i Aarhus, men så langt er der nu heller ikke derned.
Og det tyder på, at det bliver helt spektakulært.
Den nye juleattraktion åbner på Salling Roofgarden i Aarhus den 14. november kl. 17.00, og her træder gæsterne ind i et funklende vinterunivers med magiske lysinstallationer, fortryllende landskaber og en storslået udsigt over byens tage.
Salling Christmas Garden forvandler Salling Roofgarden til et vinterligt eventyr, hvor lys, natur og byens skyline smelter sammen i én sanselig oplevelse. Her kan man gå på opdagelse blandt glitrende stier, opleve stemningsfulde lysfigurer og mærke julestemningen helt tæt på.
Der er gratis adgang til Salling Christmas Garden, som holder åbent fra den 14. november og frem til januar.
Storslået juleshow i Salling Aarhus og Aalborg
Når kalenderen viser december tilføjer Salling endnu et julehøjdepunkt: Det store juleshow.
For første gang nogensinde forvandles stormagasinerne til scener fyldt med musik, dans og julestemning – et levende show for hele familien med sangere, musikere og dansere, der kan opleves i Aarhus den 5.–7. december og Aalborg den 12.–14. december.
Der opføres otte forestillinger i hver by.
“Julen i Salling har altid handlet om at samle mennesker og skabe magiske øjeblikke. I år har vi foretaget vores største juleinvestering nogensinde – det for at løfte oplevelsen endnu et niveau.
Vi håber, at gæsterne vil tage imod de nye juleindslag med samme begejstring, som vi har haft i arbejdet med dem, siger Marianne Bedsted.
Tilblivelsen af både Christmas Garden og den nye juleudsmykning er blevet muliggjort med støtte fra Salling Fondene.
FAKTABOKS
Lystændingsfest – afsløring af helt ny juleudsmykning & koncert med Ungklang
Salling Aalborg: Fredag den 31. oktober kl. 17.00
Salling Aarhus: Fredag den 31. oktober kl. 19.00
Salling Christmas Garden – Grand Opening
Salling Aarhus: 14. november kl. 17.00
Det store juleshow
Salling Aarhus: 5.–7. december
Salling Aalborg: 12.–14. december
(Der opføres i alt otte forestillinger i hver by)