Splittede næsten familien ad: Nu vil de gøre Danmark klogere på udbredt diagnose
Nerverne sidder uden på tøjet, da han går på scenen.
Ved siden af ham har to af landet mest markante stemmer inden for børne- og ungdomspsykiatrien taget plads.
På den hvide projekteringsdug bag dem toner ordet Salamanca frem over det, der skal simulere en dagligstue med gulvtæppe og sidebord.
Men emnet i debatten, der venter, er ikke ligefrem af den hyggelige slags.
Det ved 40-årige Michael Nørrelund: Han kender det bedre end de fleste.
Nervøsiteten skal derimod findes i båndoptageren, der om lidt trykkes i gang.
I Folkekirkens Hus i Aalborg er omkring 50 gæster mødt op for at overvære optagelsen af det allerførste afsnit af podcasten Salamanca, der handler om at være familie med ADHD og autisme tæt ind på livet.
For Michael og hans kæreste, Sofie Klingberg Kruhøffer, der begge er uddannede journalister, markerede aftenen begyndelsen på et nyt og ambitiøst medie skabt ud af afmagt og egne erfaringer.
En mission om at fortælle, hvordan det egentlig føles, når systemet ikke slår til.
En smadret rude ændrede alt
Ideen har været tre år undervejs.
Men man skal otte år tilbage for at forstå omdrejningspunktet for deres projekt.
Da kom deres ældste søn, Viggo, til verden, som i dag er diagnosticeret med ADHD og autisme.
To diagnoser, som hverken Michael Nørrelund eller hans kone Sofie Klingberg Kruhøffer kendte meget til forinden.
Et sparsomt kendskab der var begrænset til snakkens udfoldelse i spalter og selskaber.
Derfor kunne det slet ikke forberede dem på de symptomer, der sneg sig ind og blev en del af deres egen hverdag.
“Vi blev som familie mere og mere pressede. Mens andre afleverede deres børn i børnehaven uden problemer, havde vi en daglig kamp.
Til tider følte vi os som de eneste i hele verden med det problem,” husker Sofie Klingberg Kruhøffer.
I afmagt forsøgte de at råbe kommunen op, men den tilstrækkelige hjælp var længe undervejs.
Imens famlede både pædagogerne og dem selv febrilsk for at forstå deres søns adfærd, der blot blev værre.
Alligevel var det med en blandning af lettelse og bekymring, da der kom papirer på problemet.
Nu var der endelig en forklaring, på det, der var ved at splitte familien ad. Men trods ADHD og autisme blev Viggo vurderet “for velfungerende” til specialskole.
Med penalhus og madkasse blev hans stadig uregulerede kaos i hovedet derfor pakket, da han begyndte i en inklusionsklasse ved en almindelig folkeskole.
Tre dage skulle der gå, før det hele kulminerede.
“Han var så overstimuleret, at han smadrede en kæmpe rude med en sten herhjemme, fordi han var blevet så overbelastet over lang tid,” fortæller Sofie Klingberg Kruhøffer.
Viggo mødte op til 20 procent af hans første skoleår.
Det var først, da han i første klasse kom i en skole udelukkende for børn med autisme, at familien kunne se forbi de skår, forløbet havde efterladt.
Da voksede trangen til at vise omverdenen, hvor alene det kan få en familie til at føle.
For selv husker de, hvordan de savnede andre at spejle sig i.
Som et parallelt samfund
Men de var langt fra alene.
“Vi kom ind i en masse Facebook-grupper, og der går det op for os, hvor mange historier derinde, der aldrig bliver fortalt. Det var sindssygt. Det er som et parallelsamfund,” fortæller Sofie Klingberg Kruhøffer.
I dag har de skabt det, de selv kalder en empatimaskine.
Et medie der synliggør de usynlige udfordringer gennem artikler, podcasts og events om familielivet med autisme og ADHD, som de selv kender på godt og ondt.
Omvendt kunne man tro, at deres egne erfaringer ville være en hæmsko for kritisk journalistik.
Det forstår Michael Nørrelund godt. Men i stedet ser han snarere deres kendskab som en fordel.
“Vi har et forspring i at forstå, hvad det betyder for familierne. Vi har jo selv fået de typiske spørgsmål som, hvorfor siger du ikke bare til dit barn, at det skal i skole?
Det har de sgu nok forsøgt,” forklarer han.
Faktisk så han gerne, at man blev stillet langt flere kritiske spørgsmål.
For det kan være frustrende at stå på sidelinjen, når autisme og ADHD omtales som et modefænomen, uddyber han.
“Der har været rigtig mange artikler, der kritiserer forældre, der sjældent er blevet spurgt i dem.”
Vil nå ud til hele landet
Nok er det lille kontor i Hasseris ydmygt.
Men det indskrænker ikke ambitionerne for Salamanca. Parret vil nemlig nå ud til hele landet med deres empatimaskine.
“Vurderer man behovet ud fra, hvor mange der har en holdning til autisme og ADHD, så vil jeg sige, at det er en kæmpestor målgruppe,” siger Sofie Klingberg Kruhøffer spøgende.
Af den årsag vil der ikke være en betalingsmur på indholdet i håbet, at folk vil dele artikler og podcast med deres netværk.
“Vi kan ikke ændre noget, hvis vi ikke når ud til netop dem, der ikke kender så meget til autisme og ADHD,” uddyber hun.
Målet er nemlig ikke at blive rige af projektet, men parret drømmer på sigt om at arbejde fuld tid med mediet..
Derfor tilbyder de muligheden for at blive medlem af Klub Salamanca for en månedlig betaling på 59 kroner, og derudover vil der løbende afholdes flere liveshows.
Det næste kan du deltage i allerede den 8. december, hvor der atter lægges op til debat i Folkekirkens Hus.
Denne gang om, hvordan vuggestuen kan skade børn med særlige behov.