Stor sag om overvågning af ansatte: Nu melder Aalborg Kommune ud

Der foreligger nu en færdig undersøgelse i sagen, hvor en række anonyme breve pegede på, at der skulle have fundet overvågning sted i IT-afsnittet i Job og Velfærd i Aalborg Kommune.
Den uvildige undersøgelse er udarbejdet af konsulenter fra Komponent.
Konklusionen er, at udsagnene om overvågning formentlig bunder i allerede kendte episoder fra 2020, hvor der kortvarigt har været en uhensigtsmæssig opstilling af webkameraer ved hhv. et kontor og et indgangsparti.
Disse episoder har tidligere været omtalt i medierne.
To chefer er afskediget
Der er ikke noget i de tekniske undersøgelser, der peger på, at der har været andre eksempler på uautoriseret brug af IT-udstyr eller overvågning.
Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Mens rapporten frikender ledelsen i IT-afsnittet for overvågning, så er det noget andet, når det kommer til de udsagn, der har været i de anonyme breve om dårligt arbejdsmiljø.
Det har medført, at der er indgået en fratrædelsesaftale med to ledere i IT-afsnittet i Job og Velfærd.
“Vi kan af hensyn til de berørte ikke gå i detaljer, men rapporten konkluderer, at der er problemer med arbejdsmiljøet i IT-afsnittet.
Blandt andet viser undersøgelsen, at der er en polarisering i medarbejdergruppen, hvor ikke alle føler sig set og værdsat.
Her er vores konklusion, at der brug for nogle ændringer i kulturen i IT-afsnittet, og at det ikke kan opnås uden nye kræfter på ledelsessiden”, fortæller direktør Arne Lund Kristensen, Job og Velfærd.
Vigtig læring af sagen
Direktør Arne Lund Kristensen er efter at have læst undersøgelsen ikke i tvivl om, at der er en sammenhæng mellem, at flere både tidligere og nuværende medarbejdere har følt sig utrygge i IT-afsnittet, og at der på baggrund af dette har kunnet opstå fortællinger om overvågning.
“Det er bestemt en vigtigt læring for os alle.
Selv om vi i 2020 handlede på sagen med forkert brug af et webkamera på et af kontorerne, så burde vi fra den øverste ledelse have været mere åbne og sikret os, at alle de berørte medarbejdere følte sig hørt og inddraget i processen.”, udtaler Arne Lund Kristensen
Han har derfor som noget af det første været i dialog med medarbejderne i IT-afsnittet om undersøgelsens resultater og konsekvenser.
“Vi har jo en personalegruppe med fagligt dygtige og dybt engagerede medarbejdere, men hvor undersøgelsen viser, at der er meget forskellige oplevelser af arbejdspladsen.
Nu går vi i gang med en dialog med medarbejderne og en ny ledelse om, hvordan vi bygger videre på de fagligt gode resultater og samtidig får skabt et godt arbejdsmiljø for alle medarbejdere”, siger Arne Lund Kristensen.
Undersøgelsen er foretaget af konsulentfirmaet Komponent.
Her i indgår mere end 60 anonyme interviews, der omfatter samtlige nuværende medarbejdere – lige som tidligere medarbejdere blev inviteret til at deltage.
Der er desuden fulgt op med yderligere interviews på de temaer, der er kommet op i løbet af undersøgelsen.
Derudover har der været etableret en særlig whistleblowerordning, hvor alle har haft mulighed for at henvende sig.
Endelig er der gennemført en omfattende teknisk undersøgelse i forhold til hvilket IT-udstyr, der er blevet indkøbt, og hvordan det pågældende udstyr har været anvendt.
Job og Velfærd vil nu fremsende undersøgelsen til Datatilsynet.