Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Sæsonens vigtigste guide: Her er byens bedste fastelavnsboller

Af Stine Kjølby Christensen

Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have …

Og gerne i rigelige mængder.

Historien om fastelavn har rødder helt tilbage til før reformationen, hvor denne ene aften skulle markere indgangen til den 40 dage lange faste. Her gjorde man ekstra ud af de madglæder, der snart ville være forbudt.

Gennem tiden er fasten forsvundet, men undskyldningen for at smovse bestod – selvfølgelig. I dag nøjes vi da heller ikke med at begrænse os til en enkelt aften.

Især fastelavnsboller er en selvfølge i højtiden, og byens udvalg har efterhånden bugnet længe.

De mange varianter strækker sig ligeså langt som folks individuelle smag, og derfor har vi endnu engang været på tur i læsernes tjeneste for at give den ultimative guide til byens bedste fastelavnsboller.

Behag din Smag

Hos kaffebaren Behag din Smag har man sin helt egen bager ansat, der hver dag sørger for lækkert bagværk til aalborgenserne.

Selvfølgelig har Behag din Smag også fastelavnsboller på menuen, og selvom udvalget varierer fra dag til dag, så fortjener de alligevel en plads i denne guide.

Da vi kiggede forbi til en lille smagsprøve stod dagens menu på én med vaniljecreme og chokolade samt én med hindbær og chokoladestykker.

Udvalget varierer som sagt fra dag til dag, så hvilken variant, der venter på dig, er aldrig til at sige.

Sæsonens vigtigste guide: Her er byens bedste fastelavnsboller

Bolledejen var til den grove side, hvilket gav en god kontrast til det snaskede indhold.

Der var god smag af blandt andet kardemomme, og det er ligeså tydeligt, at Behag din Smag gør en dyd ud af udelukkende at benytte ingredienser af høj kvalitet.

Perfekt hvis du er til godt, solidt håndværk.

KaffeFair Strandvejen

Hos KaffeFair er hjemmebag en selvfølge.

Derfor har de selvfølgelig også – i anledning af fastelavnen – fået hjemmebagte boller på menuen.

Det er ikke æstetikken, der har været i fokus under opbygningen af dette vidunder … men allerede, da vi løftede den op mod munden, smeltede vores hjerter som ren remonce.

Sæsonens vigtigste guide: Her er byens bedste fastelavnsboller

Bare duften tog os tilbage til barndommen i mormors bageri, hvor der ikke blev sparet på noget.

Indvendigt gemte der sig en skattekiste af vaniljecreme og marcipanremonce, der bare ventede på at blive åbnet … sådan føltes det i hvert fald.

Da dette er en guide, og ikke en test, har vi ikke tænkt os at kåre en vinder.

… Men gjorde vi det, så lå denne altså virkelig godt i svinget.

Lagkagehuset

Man kan jo ikke lave en guide over bagværk, uden at nævne Lagkagehuset.

Fordi at Lagkagehuset er en stor, international kæde, kunne man måske frygte, at bageriet blev masseproduceret uden snerten af kærlighed … men nej.

Bare fordi man er lækker udenpå, kan man altså også godt være ligeså lækker indvendig.

Det er Lagkagehusets fastelavnsboller et sikkert bevis på.

Sæsonens vigtigste guide: Her er byens bedste fastelavnsboller

Især fastelavnsbollerne med fløde er en sikker vinder, og du kan vælge i mellem varianter med creme/vanilje, marcipan, hindbær/Sarah Bernhardt, sveske og blåbær/nougat.

Det er svært at anbefale nogle enkelte, for de var allesammen helt igennem udsøgte!

Er du en vaniljegris, så tager du vaniljeudgaven. Er du til en friskere hindbær-variant, så hopper du på den.

Og er du en sucker for marcipan, så kan du godt betragte det som en ordre at få prøvet den.

Lagkagehuset tilbyder selvfølgelig også wienerbrødsfastelavnsboller og en gl. dags udgave.

Sidstnævnte er netop blevet kåret til testvinder i Politiken

Surdejsbageren

Surdejsbageren har fået en flyvende start i hjertet af Aalborg, og forventningerne til hvilket fastelavnsmonster han ville trylle frem, var store.

Surdejsbageren Henrik havde oprindeligt lagt sin lid til den svenske selmer-udgave – men efterspørgslen på de klassiske blev for store, og nu har han fået en god, gammel klassiker i montren i stedet.

Ikke noget dumt valg.

Sæsonens vigtigste guide: Her er byens bedste fastelavnsboller

Bollen er selvfølgelig bagt på surdej, og vi var af den grund en smule “bekymrede” for, om bollen måske blev meget kompakt … men nej.

Vi kunne glæde os over en grov form for tebolle, der nemt kunne fortæres – det høje indhold af snask (også kendt som borgmestermasse) fik den i hvert fald til at glide meget nemt ned.

Udover den fantastisk gode smag, så vil vi også gerne fremhæve Surdejsbagerens geniale flødeskum, der var blevet kærligt kælet for med hvid chokolade.

Penny Lane

Fastelavnsbollen hos Penny Lane på Boulevarden er efterhånden blevet en legende – og ikke kun op til højtiden.

Faktisk er bollen med tiden blevet så populær, at den faktisk fortsætter sine ufortrødne fristelser hele året; under navnet Bedstemorbollen.

Men på denne tid af året udvides udvalget med hele fire valgmuligheder, og der er ingen tvivl om, at der findes noget for enhver smag:

Vaniljecreme, vaniljecreme/chokolade, nougat/marcipan, hindbær og æblekompot/borgmestermasse.

Sæsonens vigtigste guide: Her er byens bedste fastelavnsboller

Og vi forstår godt, hvis du har svært ved at vælge din favorit.

Vi har derfor tidligere lavet en guide, hvor hver enkelt bolle bliver slavisk præsenteret i en sød oversigt.

Den finder du her.

Caféministeriet

Én af Aalborgs mest populære caféer, Caféministeriet, er selvfølgelig også kommet med sit bud på den ultimative bolle.

Som i … den ultimative.

Det hjemmelavede vidunder findes kun i én variant, men den er til gengæld fyldt til randen med lækkerier:

Karamel, chokoladesauce, blåbær, flødeskum og toppet med pistacieknas og frysetørrede hindbær … og nåeh ja, guldstøv.

Oh, Lord of Sweetness.

Sæsonens vigtigste guide: Her er byens bedste fastelavnsboller

Hele herligheden er omfavnet af en sprød (men blød!) vandbakkelse, der står i perfekt kontrast til den cremede midte.

Alt i alt en fastelavnsoplevelse, der motiverer til alt andet end at faste …

Og hvis du oveni købet vil vælge en  bolle, der kan give dig masser af likes på Instagram, så er dette the one. 

La Bontá

Hos bageriet i Gravensgade bager man efter de ældste principper, hvilket også tydeligt ses på resultaterne.

Bagværket hos La Bonta har ofte et rustikt og charmerende look, der vidner om stolte traditioner – og ikke mindst bærer præg af, at det er smagen, der sætter dagsordenen.

La Bontas udvalg varierer også fra ugedag til ugedag, men fastelavnsbollen gammeldags slags skulle gerne være til at opdrive i fastelavnssæsonen.

Sæsonens vigtigste guide: Her er byens bedste fastelavnsboller

Her er tale om en fastelavnsbolle, der får os til at drømme om barndommens bedste fastelavnsfester – og selvfølgelig helst dem, hvor man selv blev kattekonge- eller dronning.

Kagecremen havde et perfekt touch af vanilje, og man kunne ligefrem se kornene i kagens midte.

En anden interessant detalje var, at den søde chokoladeglasur havde et syrligt strejf af citron – hvilket lige gav den søde dej den perfekte opfrisker.

Othello Bageriet

Bageriet i Christiansgade 35 omtaler sig selv som Aalborgs bedste bager – og er vel egentlig også snart den eneste tilbage i bageriets klassiske forstand.

Men selvom man er klassisk og med masser af stolthed inden for bagværket, så er man altså ikke bange for at eksperimentere.

I år har Othellobageren nemlig overrasket med flere forskellige varianter, der i den grad har vakt begejstring på de sociale medier.

I løbet af februar har kunderne nemlig kunnet lade sig friste af en udgave med Tom’s Skildpadde – hvilket har vist sig at være så populært, at bageren hver gang måtte melde udsolgt inden for meget kort tid.

Sæsonens vigtigste guide: Her er byens bedste fastelavnsboller

Den dag vi valgte at tage turen forbi, havde Othellobageren tilmed en variant med Smarties, som vi jo ligeså godt kunne tage med … for læsernes skyld, naturligvis.

Fastelavnsbollerne hos Othellobageren er så sprøde, at dejen nærmest falder fra hinanden – hvilket ikke gør noget, når man jo egentlig bare gerne hurtigst muligt vil ind til midten, hvor de spændende chokoladeklassikere gemte sig.

Det fungerer (måske ikke overraskende?) ekstremt godt … For hvem f***** elsker ikke Tom’s Skildpadde?

Del artikel

Andre læser også