Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Et sælsomt syn: Nuttet sæl er på besøg i Aalborg

Af Stine Kjølby Christensen

Der venter dig et s(j)ældent syn, hvis du lægger vejen forbi Vestre Bådehavn i disse dage.

En sælsom gæst har meldt sin ankomst på bådebroen, hvor byens sejlere har lagt til kaj – og her fylder den godt.

Den søde sæl er en velkendt gæst i Aalborg, og i det seneste år har den efter vores oplysninger endda lagt vejen forbi endnu oftere end normalt. Det første år var i selskab med dens mor.

Sælen har nydt de sidste par solskinsdage på bådebroen, hvor den har haft perfekte forudsætninger for at få sig en god tan.

Et sælsomt syn: Nuttet sæl er på besøg i Aalborg

Samtidigt kan det også blive en varm fornøjelse, for under den tynde pels gemmer sig et spæklag på 3-4 cm., der hjælper sælen med at isolere sig fra kulden, når den svømmer i koldt vand.

Derfor tager sæl-gæsten sig da også et spring i fjorden i ny og næ, hvor den kan holde vejret i cirka 10 minutter.

Gode venner med sejlerne

Selvom det selvfølgelig ikke er hver dag, at man spotter en sæl på Aalborg-jord, så er den spættede sæl langt fra sjælden.

Faktisk er netop denne art den mest almindelige i Danmark og har været totalfredet siden 1977.

Dermed ikke sagt, at besøget ikke vækker glæde for både forbipasserende og bådebroens øvrige beboere.

“Det er hyggeligt, at den bliver ved med at komme tilbage. Til at starte med var vi måske lidt bange for den, fordi vi ikke vidste, hvordan den reagerede på, at vi trådte henover den,” fortæller én af bådhavnens landkrabber, til MigogAalborg.

“Nu har vi lært hinanden at kende, og så længe, at vi taler sødt til den, og holder en vis afstand, så er alt lutter idyl.”

Et sælsomt syn: Nuttet sæl er på besøg i Aalborg

Sælfie frarådes

Sæl-om sælen umiddelbart er en fredfuld og imødekommende fætter, så anbefaler vi ikke, at man går tæt på og spørger om et sælfie.

Sæler er vilde dyr, der som udgangspunkt hverken er vant til eller trygge ved mennesker.

Faktisk kan et sæl-bid være decideret livsfarligt, da sælens mund er fyldt med bakterier, og der derfor kan gå alvorligt infektion i såret.

Sælen har da også lært at advare med prustelyde, når fremmede mennesker kommer for tæt på den.

Et sælsomt syn: Nuttet sæl er på besøg i Aalborg

Nyd i stedet sælen fra kajkanten, hvor både den og du er mest trygge.