Jagten er startet: Sådan undgår du at betale for meget for din studiebolig

Med lørdagens frist for ansøgninger til mange videregående uddannelser skydes boligjagten i Aalborg nu for alvor i gang for mange af de nye studerende.
Bare på Aalborg Universitet ser de frem til at byde velkommen til flere end 13.000 nye elever.
Flere af de elever skal naturligvis have et sted at bo. Men jagten på en lejebolig kan være både lang og hård, hvis de studerende drømmer om lejligheder med en central beliggenhed – og en bolig med central beliggenhed kan også ofte være en dyr fornøjelse.
Nye tal fra BoligPortal viser, hvordan der både kan være større succes med at finde en bolig og mange penge at spare i jagten på den næste studiebolig.
De har kigget nærmere på, hvor store besparelserne kan være ved at sætte boligjagten ind i områderne lidt udenfor centrum, hvor der også er mindre konkurrence om de ledige lejemål.
“Det er naturligt at ønske sig en bolig tæt på campus og bylivet – men det er også her, konkurrencen og priserne er højest.
Ved at kigge lidt bredere geografisk får man adgang til flere boliger, lavere lejepriser og større sandsynlighed for at finde en god bolig i god tid før studiestart,” siger Anders Hyldborg, der er direktør i BoligPortal, i en pressemeddelelse.
Pæn besparelse i Aalborg også
BoligPortal har undersøgt huslejeniveauerne på lejligheder fra 40-60 kvadratmeter, der typisk er den boligtype, de studerende efterspørger.
På tværs af landets fire største studiebyer er den månedlige besparelse ved at flytte 5-7 kilometer udenfor centrum mellem 1.200 kroner og 2.495 kroner.
Læs også: Flere ansøgere end pladser: Ny uddannelse i Aalborg kommer stærkt fra start Mens huslejeniveauet i Aalborg generelt er noget lavere end i landets to største byer, gør helt samme mønster sig gældende: Hvis man er villig til at give køb på en central placering, kan man som studerende bo til særdeles SU-venlige priser, helt uden man skal tage hverken studiejob eller studielån.
“En studiebolig behøver ikke ligge midt i centrum for at være et godt valg. Ofte er det nemmere at finde ledige boliger i en passende afstand fra uddannelsesinstitutionerne – og her følger typisk en lavere husleje med.
Selv en lille besparelse i huslejen kan gøre en stor forskel i hverdagen og frigive plads til oplevelser og fornøjelser i studietiden,” siger Anders Hyldborg.
Medianhuslejen i Aalborg C og Aalborg Vestby er 4.995 kr. Der er en ganske lille besparelse at hente, hvis man rykker ud til f.eks. Eternitten eller Vejgaard, hvor medianhuslejen er 4.900 kr.
Hvis de studerende søger ud omkring Aalborg Universitets campus i Aalborg Øst, ligger medianhuslejen dog på 2.950 kr. om måneden.
Den samlede besparelse fra en lejlighed i Aalborg Vestby til en i Aalborg Øst er 2.045 kr., altså omkring 40%.