Træt af Karneval?: Sådan undgår du folkefesten på lørdag
Det er den tid på året igen…
I morgen vil Aalborgs gader igen flyde over med alkohol, skrald og tis, når over 90.000 mennesker forventes at deltage i Aalborg Karneval.
Den kæmpestore folkefest har det med at splitte aalborgenserne: Hvor nogen synes, at den kaotiske parade er det fedeste i hele verden, er vi andre, som flygter så langt væk fra midtbyen som muligt.
Er du en lidelsesfælle, kan du tage bilen eller bussen til andre nordjyske byer, men vil du gerne have noget ud af din lørdag i hjemstavnen, er der også andre muligheder.
Vi har sammenstrikket en lille guide med rolige aktiviteter, der tager dig tilpas langt væk fra centrum til, at du kan undgå karnevalshurlumhejet.
Stort skibsstævne på Skudehavnen
Vi har fundet, hvad der næsten må være den absolutte modsætning til høj musik, vild fest og hovedløs druk.
Fra fredag til søndag afholdes det årlige Træskibs Sammenslutningens Pinsestævne i Skudehavnen i Aalborg, og her kan du komme helt ned i gear, mens du slentrer rundt og kigger på smukke sejlskibe.
Mellem 30 – 40 skibe og deres besætninger samles på havnen, og der vil også være masser af sjove og maritime aktiviteter.
På karnevalsdagen, lørdag, foregår det fra kl. 10.00-18.00.
Læs mere om begivenheden her.
Kæmpe Wind Festival på Blokhus Strand
For nogen er udkanten af Aalborg ikke langt nok væk fra udklædte mennesker med en høj promille, og derfor har vi også inkluderet denne aktivitet, der lægger omkring 35 kilometer mellem dig og karnevallet.
Den internationale Wind Festival på Blokhus Strand foregår fra lørdag til søndag fra kl. 10.00-17.00.
Her fyldes stranden med internationale drageeksperter, vindentusiaster, børn og voksne, som har én ting til fælles: nemlig den helt særlige følelse der opstår, når de følger og kontrollerer en farvestrålende drage, der danser ballet mod den blå himmel.
Læs mere om Wind Festival her.
Ny forlystelse i Fårup Sommerland
Fårup Sommerland er også et oplagt tilflugtssted på lørdag – ikke mindst fordi de indvier en ny forlystelse.
Den nye forlystelse til de mindste eventyrere, Rundrejsen, har fået tommel-op og er godkendt af Teknologisk Institut.
Så hvis man vil være blandt de allerførste til at prøve den, er det med at slå et smut forbi.
Lørdag er parken åben fra 10:00-18:00
Læs mere om den nye forlystelse her.
Flygt til Verdens Ende
Ja, det lyder perfekt, ikke?
Vi kan ikke love, at det er lige så eksotisk en destination som i TV2 programmet Først til Verdens Ende, hvor de nordjyske søstre Susie og Heidi vandt, men flot er det.
Hvis du følger stien fra Limfjordsbroen på Nørresundby-siden ud til Lindholm Fjordpark og ellers bare fortsætter så langt, du overhovedet kan komme, rammer du på et tidspunkt udsigtspunktet kaldet “Verdens Ende.”
Det er en flot gåtur med masser af natur, vand og søde får, og til sidst kan du få et velfortjent hvil på bænken, der har udsigt over Limfjorden og Egholm.
Sejl til Egholm
Hvilket leder os til … Egholm!
Hvis du alligevel er ude ved Skudehavnen for at kigge på skibe, kan du snildt hoppe ombord på Egholmfærgen og tage den korte tur til den grønne ø.
Her kan du gå en lang tur, besøge Thomas Dambos (hemmelige) trold og spise tarteletter på Restaurant Kronborg.
Færgen sejler hver halve time mellem Aalborg og Egholm fra 7.30 om morgenen til kl. 24.00 om lørdagen.
Der er stadig ledige borde, hvis du vil reservere plads i restauranten.
På tur i Nordjylland
Du har måske lagt mærke til, at vi anbefaler mange gåture og get-aways til natur i denne guide, og deeeet fortsætter vi altså med på listens allersidste punkt.
Natur er jo bare den bedste kur til at forebygge karnevals(-og menneske)had, og det har vi heldigvis meget af i Nordjylland.
Vi har igen allieret os med den lokale fotograf Daniel Brandt, der er kendt og elsket for netop sine smukke naturbilleder på Instagram – hvor langt de fleste er knipset her i Nordjylland.
Han ved om nogen, hvor det er værd at vende snuden mod, og de steder har vi samlet i denne naturoplevelsesguide.