Vær opmærksom: Sådan påvirker Aalborg Halvmarathon trafikken i dag

Søndag den 3. maj er der sand folkefest i Aalborg og Nørresundby, når det traditionsrige Aalborg Halvmarathon løber af stablen.
Du kan deltage på løberuterne halv- eller kvartmarathon, på Walk-distancer på 21,1 km, 10 km eller 6 km, eller sende de mindste afsted til Børneløb på den 2,1 km lange rute i børnehøjde, hvor Motor Mille står for opvarmningen.
Selvom fokus naturligvis er på dejlig motion, god stemning og løbefest i gader og stræder, så påvirker sådan et stort event naturligvis også trafikken.
Det meddeler DGI Nordjylland.
“For at skabe en sikker rute for de mange tusinde løbere, er vi nødt til at afspærre en række veje i byen midlertidigt,” oplyser de.
Gode råd til beboere:
- Skal du bruge din bil i de berørte tidsrum, anbefaler vi, at du parkerer den uden for de af-spærrede områder aftenen før.
- Beredskab og politi har altid adgang ved akutte behov.
- Følg altid officials’ og politiets anvisninger ude på ruten.
Overordnede trafikale ændringer
Trafikken bliver påvirket i store dele af midtbyen søndag den 3. maj.
De helt store veje rammes således:
Limfjordsbroen: Spærret i begge retninger kl. 10.00 – 13.00. Benyt Limfjordstunnelen som omkørsel i dette tidsrum.
Vesterbro: Nordgående retning er spærret fra kl. 10.00 – 11.30. Sydgående retning (fra broen til krydset ved Borgergade) er lukket fra kl. 11.00 – 12.30.
Boulevarden & Prinsensgade: Spærret for gennemkørsel fra kl. 10.30 – 14.30.
Sådan påvirkes trafikken i midtbyen
Nyhavnsgade & Strandvejen: Spærret fra Rendsburggade til Gl. Strandvej fra kl. 10.30 – 13.30.
Østerbro & Løkkegade: Strækningen fra Karolinelundsvej til og med Nytorv er spærret kl. 10.30 – 14.00.
Danmarksgade: Spærret fra Løkkegade til Frederikstorv kl. 10.30 – 14.00.
Nytorv: Spærret fra indkørslen til Friis P-kælder fra kl. 10.30 – 14.00.

Sådan påvirkes trafikken i Vestbyen
Kastetvej & Borgergade: Spærret for gennemkørsel fra kl. 10.30 – 12.45.
Skydebanevej: Spærret fra Kastetvej til Vestre Kærvej fra kl. 10.30 – 12.45.
Området nord for Kastetvej: Beboere i dette område vil have besværet ind- og udkørsel mellem kl. 11.15 – 12.15.

Sådan påvirkes trafikken på Stigsborg (Nørresundby)
Hele Stigsborg-området vil have besværet ind- og udkørsel i tidsrummet kl. 10.45 – 11.30, mens løberfeltet passerer.

Særligt til dig på Gammel Kærvej
Gammel Kærvej: Vejen er spærret for gennemkørsel fra kl. 08.30 – 12.00. Vær opmærksom på den tidlige opstart her. Der er parkering forbudt på vejen fra den 1. maj – det er her starten går til Aalborg Halvmarathon
“Vi beklager de gener, løbet måtte give dig, og håber samtidig, at du vil være med til at skabe en løbefest i hjertet af Aalborg,” fortæller DGI Nordjylland.
Læs også: Motor Mille, sjipning og DJ: Der er lagt op til kæmpe løbefest i Aalborg