En kæmpe milepæl: Sådan gik patientflytningen til Supersygehuset

Søndag den 8. februar blev en milepæl i det omdiskuterede kapitel om det nye Supersygehus.
Her gennemførte Region Nordjylland den største patientflytning nogensinde, da 66 sengeliggende patienter blev flyttet fra Aalborg Universitetshospital Syd på Hobrovej til det nye hospital i Hospitalsbyen i Aalborg Øst.
Og allerede dagen efter blev de første operationer gennemført i de nye rammer.

Flytningen var planlagt ned til mindste detalje.
Der var gjort klar til at kunne flytte op til 150 patienter, men på grund af udskrivelser og hjemsendelser endte tallet på 66.
Alligevel var det en omfattende logistisk operation, hvor 500 medarbejdere og 20 ambulancer var involveret i pendulfart mellem de to hospitaler.
Regionsrådsformand, Mads Duedahl, lægger ikke skjul på sin begejstring:
“Det er på alle mulige måder fantastisk, at vi nu er kommet hertil. Alt har spillet, som det skulle, så der er kun grund til at være rigtig stolt og tilfreds.
Alle ved, at byggeriet har været igennem nogle store udfordringer og forsinkelser, men nu kan vi virkelig se fremad,” siger han.

Alt var forberedt
Planlægningen og koordineringen blev varetaget af det canadiske firma Health Care Relocations, som har erfaring med hospitalsflytninger verden over.
På selve dagen roste firmaets projektleder forløbet for at være både veltilrettelagt og effektivt.
Også hospitalsdirektør på Aalborg Universitetshospital, Lars Dahl Pedersen, er meget tilfreds med afviklingen.
“En ting er at være godt forberedt, noget andet er at få det ført ud i virkeligheden. Det gik helt som planlagt – og med stor ro og stort overblik,” siger han.
Samtidig vil han gerne anerkende den kæmpe indsats en lang række medarbejdere lagde i flytningen, både i planlægningen forud og på selve dagen.

Søndagens flytning omfattede blandt andet sengeafdelingerne for kæbekirurgi, øjenafdeling, øre-, næse- og halskirurgi, neurokirurgi, bryst- og plastikkirurgi, hjertemedicin, kræftbehandling, blodsygdomme, hjerte- og lungekirurgi samt karkirurgi.
Snart venter næste flytning
Flere funktioner er allerede flyttet til Hospitalsbyen, herunder billeddiagnostik, simulationstræning, den fælles analysehal samt servicefunktioner som køkken, lager og sterilcentral.
I foråret følger yderligere to somatiske patientflytninger, ligesom psykiatrien også rykker ind i Hospitalsbyen.
De sidste patienter forventes flyttet i maj, hvor det nye hospital samtidig indvies.
Læs også: IKEA advarer: Populært produkt kan give elektrisk stød