Sådan træner du dit barns finmotorik


Dette indhold er sponsoreret
En god motorik er vigtig for børnenes udvikling og for deres evne til at klare det, der kræves af dem i hverdagen. Mange har en tendens til at fokusere på grovmotorikken, det vil sige løb, hop og balance, men finmotorik er også enormt vigtigt. Finmotorikken handler om at bruge og koordinere de helt små muskler og led i kroppen. I denne artikel får du gode råd til, hvordan du kan træne dit barns finmotoriske evner.
Leg og træn
Der findes masser af legetøj, hvor dit barn kan træne finmotorikken samtidigt med, at det leger. Det kan for eksempel være ved at bygge med legoklodser, lave perleplader eller tegne med blyanter. Generelt kræver kreative projekter typisk finmotoriske færdigheder, så giv jer endelig i kast med lim, glimmer og klistermærker. Andre gode aktiviteter er at sætte perler på en snor, at sortere små ting i skåle eller at give dukker tøj på. Alle disse lege kræver præcision og koordinering med hænderne og fingrene. Der er masser af muligheder for at gøre det sjovt at træne finmotorik og tilpasse legen til dit barns alder, så dit barn slet ikke opdager, at I træner.
Træn i dagligdagen
Det er nemt at arbejde med dit barns finmotorik, hvis du kan gøre det til en del af hverdagen. Det mest oplagte sted er køkkenet, hvor du kan invitere dit barn til at hjælpe med madlavningen, hvor der ofte kræves finmotoriske færdigheder. Dit barn bruger de små muskler i hænderne og fingrene, når det skræller og skærer grøntsager ud, hælder mælk op i en skål eller rører ingredienser sammen. Også ting som at smøre smør på en skive brød er godt for finmotorikken. Er det svært at motivere dit barn til at hjælpe til med madlavningen, kan du altid foreslå, at I skal bage kage sammen, for eksempel havregrynskugler eller pebernødder, som barnet kan rulle ud.
Husk gentagelserne og tålmodigheden
Barnet har brug for at øve sig mange gange, før det bliver bedre, så husk at være tålmodig, og lad barnet prøve igen og igen. Det er dog vigtigt, at dit barn også får succesoplevelser, for det er motiverende i forhold til at blive ved med at øve sig. Hjælp, hvis det er nødvendigt, men som udgangspunkt skal du prøve at hjælpe dit barn mindst muligt, så det kan forsøge sig med tingene selv. Jo flere gange barnet får lov at prøve selv, des bedre bliver det.