Her er de gode råd: Sådan må du algebehandle i Aalborg Kommune
Nu ser det endelig ud til, at foråret for alvor har bidt sig fast i Danmark.
Det betyder, at det igen er tid til at finde havemøblerne frem, starte græsslåmaskinen og tjekke, hvor mange af planterne der har overlevet vinteren.
Med det indbydende vejr kan haveejere endelig inspicere tage, terrasser og havemøbler og se, hvor meget de er blevet påvirket af det danske vintervejr.
Er noget blevet angrebet af alger, kan det være fristende at give det hele en omgang algebehandling for at være klar til en ny udendørssæson.
Men der er flere ting, du skal være opmærksom på, hvis du bor i Aalborg Kommune.
Bliv klogere her.
Derfor skal du passe på med algebehandlingen
Cirka 70 % af kloakkerne i Aalborg Kommune er separatkloakerede. Det betyder kort og godt, at det vand, der eksempelvis ender i risten i indkørslen, i separatkloakerede områder, ledes direkte ud i vandløb, søer og havet.
Derfor er det vigtigt, at vi allesammen tænker over, hvordan vi håndterer spildevandet helt lavpraktisk i hverdagen.
Er du i tvivl, om der er separatkloakeret hos dig? Tjek kortet her.
Hvad er separatkloakering?
Separatkloakering er, når vand inde fra huset og regnvand leder til to forskellige rør.
Spildevand fra dit hus i det ene rør
Vand fra dit toilet, din håndvask, vaskemaskine, opvaskemaskine og lignende ledes til et renseanlæg, hvor det renses, inden det ledes ud i Limfjorden.
Regnvand i det andet rør
Regnvandet fra dit tag og det vand, der ender i risten i din indkørsel eller ved kantstenen, ledes til en regnvandsledning, der fører direkte ud i vandløb, søer og havet. Vandet ledes dermed udenom renseanlægget og direkte ud i vores vandmiljø.
Vi skal især tænke over håndteringen af spildevand, når der er sæson for at algebehandle taget, havemøblerne, terrassen eller facaden på huset.
De fleste alge- og mosmidler må nemlig ikke ledes til regnvandskloakken, da både koncentrerede og opblandede midler kan medføre store skader i vores vandmiljøer.
Stil krav til firmaet – eller til dig selv
Hvis du bor i et separatkloakeret område og vælger at få et professionelt firma til at klare behandlingen, skal du stille krav til, at alle afløb bliver spærret, og at firmaet samler rensevæsken op og fjerner den.
Hvis du selv vælger at klare det hårde arbejde med eksempelvis algebehandling, anbefales det altid, at du samler det brugte rensevæske op og kører det til genbrugsstationen.
Uanset om du selv vælger at tage turen til byggemarkedet efter bekæmpelsesmiddel, eller du vælger at hyre et professionelt firma, er det vigtigt, at det kun sker med algebekæmpelsesmidler, der er godkendt af Miljøstyrelsen.
Det skal fremgå tydeligt på bekæmpelsesmidlerne, at de er godkendt.
Du kan selv finde en oversigt over godkendte bekæmpelsesmidler lige her.
Flere gode råd i seperatkloakerede områder:
- Kør i vaskehal, for vand fra bilvask indeholder sæbe, metaller og olie.
- Tøm vand fra badebassiner med klor i håndvasken eller toilettet. Alternativt kan du spørge os, om det kan nedsives, hvor du bor.
- Tøm campingtoilettet i toilettet.
- Vask pensler i håndvasken. Renser du i fortynder eller terpentin, skal det afleveres på genbrugspladsen.
- Aflever malingrester på genbrugspladsen.
- Rens dit tag med rent vand eller få en professionel til at gøre det.
- Kom det beskidte vand fra vinduespudsning i vasken eller i toilettet.
- Kom vand med algefjerner eller lignende kemikalie i håndvasken eller toilettet.
- Aflever kemikalie fra afrensning af eksempelvis havemøbler på genbrugspladsen.
Du kan læse meget mere om separatkloakering her.