Så kom der kø igen: Guf & Kugler åbnede i den gamle Slotsbager

Nedtællingen har været i gang længe, men i dag kl. 14.00 kunne Ismutter og Søsterguf omsider klippe den røde snor og byde aalborgenserne velkommen i Guf og Kugler.
Guf og Kugler, som ellers holder til ved Nibe Havn, blev tidligere på foråret kåret som Danmarks Bedste Ishus 2018 af opdagdanmark.dk, hvor over 57.000 danskere gav deres mening til kende.
Nu kan aalborgenserne også nyde godt af den ekstremt populære is lige midt i byen. Lokalerne har tidligere huset den legendariske Slotsbager, men nu er isbaren altså klar til at skrive ny historie i Slotsgade.
Åbningen blev fejret med en privat reception, hvor is-søstrene blandt andet fik overrakt et flot diplom med deres velfortjente titel. Derudover var der i dagens anledning lavet en helt særlig sorbet- og champagnesorbet, der i den grad smagte af fest og farver!
Samme sorbet blev også tilbudt til de is-hungrende gæster, da den røde løber blev rullet ud klokken 14.00.
Populære kendinge flytter med til Aalborg
Udover sorbeten, så havde Guf og Kugler naturligvis også en lang række af deres velkendte varianter på menuen: 24 forskellige slags i isbaren, som er en god blanding af kvalitetsis fra Kastberg og Vebbestrup, forskellige slags soft ice med chokolade, vanilje og lakrids – og som på sødeste vis drysses med bolchecrunch fra Bolcheriet.
Derudover har søstrene selvfølgelig også den kendte Nibe Guffer på kortet, der består af to isvarianter, fløde soft ice, hjemmelavet guf og flødeboller.
Det er selvfølgelig ikke kun isene, som er gennemførte i den lille isbutik. Indretningen er spraglet, farverig og kun til blive i godt humør af!
Ismutter og Søsterguf var ligeså i sit stiveste is-puds og rystede næsten af forventning over snart at skulle servere is for aalborgenserne.
Guf og Kugler holder i dag åbent fra 14-20.30 og ugens resterende åbningstider kan du finde lige her.