Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Så er der kaffe: Ny café endelig på plads i Aalborg

Af Christian Carus
Foto: Aalborg Zoo
Foto: Aalborg Zoo

Så er der godt nyt til dyre- og kaffeelskere.

Mens Aalborg Zoo har summet af glæde over den nyfødte orangutangunge, er rammen om zoo-gæsternes kaffepause nemlig blevet klar.

“Den tidligere drivhus-café er netop genåbnet som Orangeriet – et moderne åndehul midt i haven med fokus på kvalitet, afslapning og en forbedret gæsteoplevelse,” skriver Aalborg Zoo i en pressemeddelelse.

Tidligere har Penny Lane Café haft til huse i lokalerne, men nu er det Aalborg Zoo selv, der står bag både koncept og drift.

Efter en gennemgribende renovering er caféen forvandlet til en caféoplevelse, hvor smagen af Starbucks går hånd i hånd med den dejlige stemning og grønne atmosfære i zoo.

“Vi har ønsket at skabe et samlingspunkt midt i haven, hvor gæsterne kan tage en pause og nyde en god kop kaffe i rolige og grønne omgivelser,” fortæller Henrik Vesterskov Johansen, direktør i Aalborg Zoo.

“Orangeriet kombinerer det bedste fra to verdener: den velkendte kvalitet og smag, man forbinder med Starbucks, og den særlige atmosfære, som kun en zoologisk have kan tilbyde.”

Global smag i lokale omgivelser

Det nye cafékoncept henvender sig både til lokale gæster og det stigende antal internationale besøgende, som hvert år lægger vejen forbi Aalborg Zoo.

”Når man rejser, søger man ofte det velkendte. Med det her set-up kan vi give vores gæster en oplevelse, der føles både international og lokal på én gang.

Vi ved, at mange har en særlig relation til netop Starbucks’ kaffesmag og udvalg – og det kan man fremover få hos os, blot med kig til dyreliv, legeplads og den hyggelige stemning,” siger Henrik Vesterskov Johansen.

Orangeriet ligger centralt ved den store plæne overfor Skovbakken og udgør et naturligt mødested for havens gæster.

Som en del af den nye satsning er der anlagt en stor træterrasse rundt om bygningen, hvor gæsterne fremover kan nyde deres drikke under åben himmel.

”Vi arbejder hele tiden på at forbedre gæsteoplevelsen. Ikke kun gennem dyreoplevelser og formidling, men også gennem faciliteter, ventetid, udvalg og de naturlige pauser, der er vigtige i løbet af dagen. Orangeriet er mere end bare en café. Det er et sted, hvor man kan trække vejret, dele en god kop kaffe og være sammen med dem, man er på tur med,” afslutter Henrik Vesterskov Johansen.

Flere nye tiltag

Den nye café er en del af en større udvikling i Aalborg Zoo i 2025, hvor der løbende er blevet investeret i at forbedre både faciliteter og oplevelser.

Tidligere på året blev et nyt indgangsparti med forbedret billetsystem og en ny butik indviet – en løsning, der allerede har reduceret ventetiden ved indgangen markant og skabt en mere fleksibel og imødekommende ankomst for gæsterne.

Den 21. juni åbner Aalborg Zoo desuden et nyt og større anlæg til rød panda, hvor pandaerne også får selskab af japanske traner, der flytter ind i haven for første gang.

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag