Så er den gal igen: Risiko for lokale skybrud og torden i Aalborg
Lige som man troede, at vejret skulle til at blive fremragende, er der nu kommet nyt fra DMI.
Vådt nyt.
For selvom det lige nu er lunt og tørt udenfor, er der regn på vej – og masser af det.
DMI melder nemlig om risiko for lokale skybrud og torden i Aalborg fra i aften kl. 21 og frem til i morgen kl. 6.
Når der er tale om skybrud, vil det sige, at der kan falde mellem 15 og 25 mm. på bare 30 minutter.
Sol og 26 grader på vej
Til gengæld kommer der senere på ugen fuld sol og høje temperaturer på op til 26 grader til Aalborg.
Vi skal lige forbi i morgen, onsdag, som bliver en overskyet dag med omkring 20 grader.
Men når vi kommer til torsdag, klarer det ifølge DMI op, og her får solen virkelig magt og giver os de 26 grader.
Det varme vejr fortsætter resten af ugen og helt ind i starten af næste uge, som det ser ud lige nu. Og vi kan derfor så småt godt begynde at pakke strandtasken.
Selvom man, som vi kender vejret, efterhånden aldrig tør at vide sig for sikker.