Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nu træder det i kraft: Så meget stiger prisen på varme i Aalborg

Af Emil Kjær Jørgensen

Tidligere på året varslede Aalborg Forsyning, at varmeprisen stiger i Aalborg.

Nu træder det i kraft.

I morgen skriver vi den 1. september, og der stiger prisen med cirka 14 % – det svarer til 175 kr. mere om måneden, hvis du bor i et standardhus på 130 kvm.

Det skriver Aalborg Forsyning.

“Aalborg Forsyning har ligesom resten af forsyningssektoren været meget påvirket af de seneste års store udsving på energimarkedet. Vores udgifter til at producere varme har været meget høje og er det fortsat.

Samtidig har vi haft lavere indtægter fra salg af el, end vi havde forventet,” forklarer de.

Forstå prisstigningen

Din varmepris består af tre dele:

Abonnement

Abonnementsprisen er en fast årlig betaling for fjernvarme. Prisen for dit abonnement stiger ikke.

Effektbidrag

Effektbidraget er en fast udgift baseret på størrelsen af din bolig. Beregningsareal er kvm registreret i BBR (Bygnings- og boligregistret). Prisen for dit effektbidrag stiger heller ikke.

Forbrug

Dit energiforbrug er dit variable forbrug af fjernvarme. Pr. 1. september 2023 stiger denne pris fra 0,684 kr./kWh inkl. moms til 0,8 kr./kWh inkl. moms . Det vil sige, at du kommer til at betale mere for den varme, du bruger.

Prisstigningen betyder, at hvis man har et standardhus på 130 kvm. og et årligt forbrug på 18.100 kWh (eller 18,1 MWh), som svarer til et almindeligt varmeforbrug, vil den variable varmeudgift stige med ca. 175 kr. inkl. moms om måneden.

Lægger man de faste udgifter til abonnement og effektbidrag sammen med stigningen i den variable pris for dit forbrug, bliver den samlede varmepris ca. 14% større pr. 1. september.

Det betyder ikke nødvendigvis, at din varmeregning fremover bliver 14 % større, da du ved at nedsætte dit varmeforbrug eller efterisolere din bolig selv kan gøre meget for at spare på varmeregningen.

Hvad kan du selv gøre for at spare på varmen

Du kan selv gøre flere ting for at forberede din bolig til de kolde måneder og dermed begrænse dine varmeudgifter, selvom fjernvarmen bliver dyrere:

  • Efterisolér dine rør
  • Tjek om du kan have gavn af ekstra isolering på loftet
  • Undersøg om dine radiatorer og gulvvarme fungerer optimalt
  • Indstil temperaturen på dit varme vand
  • Gør det til en vane at følge med i dit varmeforbrug. Det kan du blandt andet gøre med appen Watts eller via Min Side her på hjemmesiden.

Du kan finde mere info her.

Del artikel

Andre læser også