Nu ryger idyllen: Beboere langs Østerå skal rydde op
I et af byens mest idylliske områder bliver lyden af rindende vand snart afløst af maskinstøj.
På strækningen ved Vestdiget mellem Kærs Mølle og Over Kæret varsler Aalborg Kommune nu, at arbejdet med renovering af Østerå snart går i gang.
Det betyder mere larm, flere maskiner og markante ændringer i et område, hvor folk ellers er vant til ro, grønne omgivelser og fredelige stier langs åen.
Ifølge brevet kan de første arbejder begynde allerede i midten af juni.
Der skal blandt andet fældes og beskæres træer langs diget, ryddes op langs åen og gøres plads til entreprenørmaskiner.
Men det er især én ting, der kommer til at ramme folk i området: En del af det, der i dag står eller er bygget ned mod vandet, skal væk.
Derfor gør man det:
Projektet med åbningen af Østerå står på tre ben; byudvikling, klima og miljø. Det betyder, at en åben å gennem byen kan og skal understøtte alle tre formål.
Med hensyn til byudvikling kan Østerå gennem Gabrielområdet, Åparken og Karolinelund medvirke til en rekreativ styrkelse af den blå og grønne struktur, og åen som naturelement vil skabe en rå kontrast til bymæssig bebyggelse, byrum og parker.
Åparken med Østerå fungerer som en drivkraft for byudvikling.
Klimatilpasning er et vigtigt formål med projektet.
Ved at skabe større kapacitet for afledning af regnvand i hele Østerås opland, medvirker projektet til at gøre Aalborg mere robust overfor ekstreme regnhændelser, som der forventes stadig flere af.
Det sker ved, at:
- vandet kan forsinkes i Åparken ved hjælp af et dobbeltprofil for vandløbet i terrænet, således at stier og skrænter i Åparken inddrages som ‘bassin’, når det regner meget. I det nye åløb gennem Åparken ledes alt vandet fra Østerå og Vestre Landgrøft. Herved skabes en ny vandvej med ekstra stor kapacitet til ledning af overfladevand fra veje og andre belagte flader i Aalborg og kommunens sydlige opland.
- kanalen ved Gørtlervej bibeholdes og fungerer som ekstra skybrudsvej, når det regner meget. Østre Landgrøft kommer til at levere vand til kanalen, og Østre Landgrøft bidrager netop med meget vand fra den østlige bakkeskråning, veje og andre belagte overflader, når det regner meget.
- kanalen under Kanalstien bevares som ekstra kapacitet, samtidig med at Østerå åbnes gennem Karolinelund. Det betyder større kapacitet i systemet.
- kanalen mellem Musikkens Hus og Østre Havn er bygget i 1950’erne i forbindelse med de øvrige industrielle anlæg på havnen, og rummer rigelig kapacitet til afledning af vand – her har der således ikke været behov for at øge kapaciteten.
Desuden forbedres vandmiljøet med åbning af Østerå, og projektet indgår i vandplanlægningen med fjernelse af spærringer for fisk ved Gabriel samt en generel forbedring af vandmiljøet ved at konvertere det lukkede kanalsystem til et åbent åsystem med grusbund og brinker på langt de fleste strækninger gennem byen.
De enkelte etaper
- Åbning af kanalen ved Musikkens Plads er gennemført.
- Åbning gennem Karolinelund er gennemført.
- Åparken forventes gennemført i 2024 til 2026.
- Området ved Gabriel forventes gennemført i 2025 til 2026.
Private badebroer skal fjernes
Kommunen beder nemlig beboere om at fjerne ting fra skråningen ned mod åen, inden arbejdet går i gang.
Det gælder blandt andet terrasser, havemøbler, både, kanoer, kajakker, bålfade og legehuse.
Har man planter stående, som man gerne vil bevare, skal de også fjernes i tide.
Derudover varsler kommunen, at tværgående hegn og hække bliver ryddet flere steder.
Trækonstruktioner, som giver adgang til badebroer og kajpladser, skal også fjernes.
Det samme gælder forskellige fortøjningsløsninger på diget som pæle, vandrør og stålstænger.
Ved stikvejene ned mod åen skal hegn og beplantning også flere steder fjernes.
De veje skal nemlig bruges som adgangsveje for entreprenørmaskinerne.
Kommunen skriver dog, at trådhegn bliver genetableret, når jordarbejdet er afsluttet.
Vil fotografere området
Arbejdet kommer også til at kunne mærkes på andre måder.
Kommunen oplyser, at arbejdet som udgangspunkt vil foregå på hverdage mellem klokken 7 og 18.
Der vil fortsat være adgang til fods, men det bliver nok ikke en stille sommer på strækningen.
Fra uge 24 vil kommunen desuden fotografere de bygninger, der ligger tættest på arbejdsområdet.
Det sker for at registrere deres tilstand, inden arbejdet går i gang, og for at vurdere, om der skal tages særlige hensyn undervejs.
Det kræver adgang til grundene, men beboerne behøver ikke være hjemme.
Arbejdet langs Østerå er en del af et større projekt, du kan læse mere om her.