Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Rune er 34 år og chef for et stort advokatfirma: Man skal turde satse

Af Michael Qureshi

Man har hørt den før, men den kan tåle gentagelse. Den berømte læresætning om iværksætteri.

Hvis man ikke tør satse, så vinder man heller aldrig. Det kan 34-årige Rune Hyllested skrive under på.

For tre år siden sagde han og de to partnere, Shapol Nejad og Jens Axel Kruchov, farvel til deres trygge topløn i det samme advokatfirma og startede STORM Advokatfirma i Aalborg.

Det var et sats af de helt store, for grundet konkurrenceklausuler lagde de ud med 0 kunder.

De måtte ikke kontakte klienter, de tidligere havde haft i advokatfirmaet, som de forlod.

Vi lynspoler lige tiden tre og et halvt år frem til juli 2016. Denne sommer rykkede STORM Advokatfirma ind i en imponerende nybygget bygning på Eternitten.

Et vækstende område som har potentiale til at blive et sted, der kommer til at samle nogle af byens største virksomheder.

Man taber nærmest kæben over udsigten, designermøblerne og kunsten på væggene, når Rune Hyllested viser rundt i de nye svimlende lækre faciliteter for STORM Advokatfirma.

I stedet for en klassisk kantine har de skabt en cafe for medarbejderne, som de kalder for Café Storms, med en tagterrasse med en fantastisk udsigt.

Planen er at holde uformelle fredagsbar-arrangementer fremadrettet for klienter og netværk, og derfor er der også cocktailkort i Café Storms.

STORM
Café Storm som er medarbejdernes frokost-sted

Men Rune Hyllested er ikke nået til tops ved at bruge for meget tid på cocktails.

I dag har han som 34-årig et kæmpe hjørnekontor med udsigt over Aalborg og en titel som administrerende partner for et stort og prestigefyldt advokatfirma.

Det har tydeligvis krævet mange arbejdstimer og ikke mindst mod til at tro på egne ideer.

Han husker tydeligt den 1. januar 2013, hvor STORM Advokatfirma åbnede for telefonerne i lokaler i Kennedy Arkaden.

”Vi rykkede otte mand ind i det nye kontor. Kontorstolene var ikke kommet den dag, så vi var nødt til at hente klapstole i Ikea. Så sad vi der spændte på, om telefonen nu ville ringe, fordi vi ikke måtte tage vores klienter med over i det nye firma. Vi startede fuldstændig fra bunden, men det gik overraskende godt allerede fra begyndelsen.

Vi holdt også vores løfte overfor hinanden om, at vi kun lavede specialiseret arbejde og ikke bare åbnede op på bredere områder. Hele grundtanken med STORM Advokatfirma var netop, at vi havde lyst til at skabe et Aalborg-baseret firma, hvor vi er specialiseret i de ting, vi rådgiver i,” fortæller Rune Hyllested.

Det er tydeligt, at han er målbevidst og ambitiøs, når han snakker om firmaet. Topadvokaten er sandsynligvis yngre end langt de fleste af sine klienter. Han har specialiseret sig i rådgivning til virksomheder og jobbet som kurator.

STORM

Men alderen har ingen betydning, for Rune Hyllested er overbevisende, når han taler. Han er velforberedt og har styr på sine fakta, og det vægter højere end dåbsattesten i en hård advokatbranche.

Allerede i de unge år var det tydeligt, at Rune ville frem i verden.

”Jeg har stort set altid drevet selvstændige virksomheder. Da jeg gik i gymnasiet eksporterede jeg landsbrugsmaskiner og lastbiler. Jeg har altid haft et drive om at skabe noget. Jeg var også meget fokuseret på at blive færdiguddannet. Jeg har altid været god til at arbejde hårdt, men jeg har også husket at have det sjovt.

Det er også lidt den samme filosofi, vi har bygget STORM Advokatfirma op omkring. Vores ansatte arbejder jo lige præcis med den niche, som de er bedst til, og når man er bedst til noget, så synes man som regel også, at det er sjovt og spændende. Det smitter jo lidt af over det hele i virksomheden. Har man en god og spændende hverdag, så skaber man også et miljø, hvor kunderne også gerne vil komme,” forklarer Rune Hyllested.

Det startede med otte ansatte i STORM Advokatfirma, og i dag fylder firmaet tre etager i den nye bygning med ansatte.

”Helt grundlæggende tror jeg, at man kun har et skud i bøssen på at gøre det rigtigt med en virksomhed. Så vi havde det også lidt sådan, at hvis vi skulle gøre noget, så skulle det være et stærkt setup med det samme. Vi fik de der relativt dyre lokaler i Kennedy Arkaden. Hvis man vil lave kvalitetsrådgivning, så skal rammerne også være i orden. Vi åbnede også vores kontor i Aars og var ambitiøse allerede fra dag et,” forklarer Rune Hyllested.

”Det er lidt en drøm at rykke ind i en så fantastisk bygning, som den her. Vi har haft en god dialog med direktør Carsten Enggaard fra Søren Enggaard A/S omkring byggeriet. Vi synes, at vi har en fantastisk beliggenhed. Vi er lige der, hvor motorvej syd og nord mødes. Man kan være i lufthavnen på et kvarter og i Aarhus på en time. Vi er et Aalborg-kontor, men vi rådgiver også meget uden for byen. Vores ambition er at være landsdækkende inden for vores nicheområder.”

Konceptet er blevet en succes. Men det var ikke uden risiko at starte op med en del ansatte og løbende blive ved med at hyre nye folk.

”Vi var da bekendte med, at hvis ingen gad os, og vi måtte lukke ned, så havde det nok sagt bang. Men der er også en sammenhæng mellem at turde at tage risici og bare køre den sikre model. Oftest bevæger du dig ingen vegne, hvis du ikke tør satse noget.”

STORM

STORM Advokatfirma er kommet langt på de første tre år. Men selvom udsigten i bogstaveligste forstand er bedre end nogensinde for advokatfirmaet med mange unge dygtige Aalborg-jurister, så er der ingen, som læner sig tilbage og nyder at se byens tage oppefra.

”Der er stadig mange timer i det. Det er nok i snit 11-12 timer i døgnet. Jeg er vokset op med en far, som var selvstændig, og jeg er vokset op med, at arbejde og fritid godt kan flettes sammen, så længe man brænder for det, man laver. Jeg sidder aldrig og reflekterer over, hvad jeg har opnået. Det er blandt andet, som forfatteren Rasmus Ankersen skriver i bogen Sult i Paradis, at man skal blive ved med at bevare sulten og hele tiden stræbe efter ny succes,” forklarer Rune Hyllested.

På privatfronten har det dog ikke været det letteste at bevare så voldsomt et fokus på firmaets ekspansion og så et parforhold.

”Jeg har to børn og ikke nogen kæreste, så selvfølgelig kan man godt sige, at det nok har nogle omkostninger. Men jeg prioriterer mine børn. De dage jeg har dem, så er min kalender krydset af til dem, og så forsøger jeg at slukke telefonen og lukke computeren ned. Det er vigtigt at være både fysisk og mentalt tilstede, ellers kan man lige så godt lade være med at have dem.”

Når man kigger ud på Aalborgtårnet fra Rune Hyllesteds hjørnekontor, kan man ikke lade være med at tænke lidt på tv-serien Suits, der handler om et advokatfirma med masser af fart på i New York. Rune griner, da serien nævnes.

”Normalt hader jeg advokatserier på tv, fordi de oftest er så urealistiske. Men Suits er gennemført og ret god. Vi har faktisk fået inspiration fra den i forhold til, hvordan vores unge elever sidder sammen.

Vi laver da også lidt sjov med, hvem der er ham den irriterende Louis Litt her på kontoret, og så er jeg da også blevet drillet lidt med, at jeg så må være Harvey Spector. Det er okay,” siger Rune Hyllested med et skævt smil.

Del artikel

Andre læser også