Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Comedy-konge laver ekstra shows i Aalborg: Ruben Søltoft har fart på

Af Stine Kjølby Christensen

I torsdags, d. 27. september stillede en mand sig op på scenen i Skråen.

Foran ham ventede en fyldt sal af forventningsfulde publikummer, der for længst havde sikret sig billet til ét af aftenens to totalt udsolgte shows i Aalborg.

Manden i den sorte t-shirt hedder Ruben Søltoft og er med sine 31 somre en efterhånden erfaren herre på scenen.

Normalt drømmer man måske ikke om, at folk bryder ud i grin bare ved synet af én – men sådan forholder det sig anderledes med Ruben.

Det bedste, han ved, er nemlig at få folk til at bryde ud i en gennemtrængende latter – om det så er ved synet af hans gakkede mimik eller de jokes, som han leverer for publikum.

Comedy-konge laver ekstra shows i Aalborg: Ruben Søltoft har fart på

Det anmelderroste show Ting Fra Min Mund havde premiere i Odense d. 12. september og har siden besøgt Hillerød, Sønderborg, Skive, Holstebro, Silkeborg, Hjørring, Ringsted – og i torsdags kom turen så endelig til Nordens Paris.

Populær i Aalborg

Med sårbare og tåkrummende beretninger fra sin opvækst, ungdom og Ruben anno 2018 – kombineret med rytmiske indslag og lysshow – måtte han flere gange overvære salen bryde i ud højlydte latterkramper.

Især forholdet til ekskæresten blev omdrejningspunktet for showet – og med grænseoverskridende anekdoter præget af voldsom jalousi, som man nok normalt ville holde private, formåede Ruben endnu engang at gøre sig selv fuldstændig til grin – på allersjoveste manér.

Vi er derfor heller ikke nærige stjernerne – og tildeler Ruben 5/6.

Comedy-konge laver ekstra shows i Aalborg: Ruben Søltoft har fart på

Der skal kradses lidt i såret

Rubens krøllede og charmerende humor er blevet en decideret landeplage – flere byer i Danmark har allerede efterspurgt flere spilledage.

Det er også tilfældet i Aalborg, som har fået hele tre ekstrashows på programmet – og her er der i skrivende stund stadig billetter til salg.

Vi har taget en snak med nordjyden om hans aktuelle onemanshow.

Hvad kan publikum se frem til i Ting Fra Min Mund?

“Showet kommer til at handle om mange forskellige ting.

Jeg har generelt svært ved at sige fra i mit liv, så jeg ender altid i nogle dumme situationer – som man kan få rigtig meget comedy ud af.

Så selvom det ikke i situationen er specielt fedt, så er mit show endt med at tage udgangspunkt i netop dem … så giver det ligesom mening igen.”

Så hvordan kommer de ufede situationer til udtryk i et show, hvor der handler om at få folk til at grine?

“Jeg trives bedst med, at der er noget på spil i materialet.

Det er en kæmpe kvalitet, at det er sjovt – men der skal også kradses lidt i såret.

Jeg kan godt lide at snakke om den fælles skam, der egentlig er meget generel, og noget folk ikke ellers har lyst til at flashe.”

Comedy-konge laver ekstra shows i Aalborg: Ruben Søltoft har fart på

Hvad giver det dig personligt at “flashe” de her sider?

“Ved at være ærlig, udstille sig selv og gøre sig selv sårbar bliver det en måde at arbejde med mig selv indefra.

Showet er meget ærligt og kommer både rundt om min barndom i Astrup med mobning i folkeskolen, mit tidligere forhold, der var præget af sygeligt jalousi – til et bandeskyderi på Nørrebro, jeg pludselig stod midt i sidste år.

Jeg er et utroligt følsomt væsen og har meget svært ved at udtrykke mine følelser … selvom jeg føler tusind ting.

Min mund har svært ved at omsætte det til ord – og deraf titlen.”

Dit onemanshow fra 2015 blev jo modtaget virkelig godt. Hvilke erfaringer har du kunnet bruge derfra, og hvordan kommer version 2 til at adskille sig?

“I mit første show havde jeg brug at vise, at jeg kan andet end Sjit Happens.

Jeg brænder virkelig meget for stand-up, så det var vigtigt for mig, at mit første onemanshow var rå stand-up med en scene og gode jokes.

Denne gang har jeg mulighed for at lege lidt mere med formatet, blande nogle genrer og give publikum langt flere overraskelser.

Det er jeg meget spændt på.”

Aalborg har jo mange gode scener – hvordan synes du, det er at optræde på netop Skråen?

“Der er rigtig mange andre muligheder i Aalborg! Jeg har også tidligere haft jobs i Musikkens Hus og AKKC – men jeg synes selv, at der er mere sjæl og charme over Skråen.

Det er lidt, ligesom en stue, man kan byde folk indenfor i – og det passer rigtig godt til de rammer, som jeg ønsker for Ting Fra Min Mund.”

Du har mange shows i Aalborg – tror du, at dit nordjyske ophav passer til den nordjyske humor?

“Jeg tror egentlig ikke, at det er noget, man kan mærke hos mig.

Jonas Mogensen (red. dansk standupkomiker og manuskriptforfatter) er f.eks. en meget typisk nordjyde, og hans show bliver bare endnu mere jysk, når han optræder i Nordjylland fremfor København.

På den måde synes jeg ikke, at jeg lyder som en gæv nordjyde i showet – men Aalborg var samtidigt det sted, der blev allerførst og hurtigst udsolgt!

Det er fucking fedt og betyder vildt meget for mig.”

Til januar gæster Ruben Søltoft endnu engang Skråen med Ting Fra Min Mund. 

Køb billetter her.

Del artikel

Andre læser også