Royal Run fylder Aalborgs gader: Her kan du se Kronprinsesse Mary løbe

Mandag er 2. pinsedag og derfor har langt de fleste danskere fri.
I anledning af Royal Run kommer der til at være rigtig mange mennesker i Aalborgs gader. Både de knap 13.000 løbere samt alle dem der tager ud for at heppe.
Royal Run blev lanceret i anledning af Kronprins Frederiks 50 års fødselsdag sidste år, og i år er det så Kronprinsesse Mary, der løber i Aalborgs gader.
Deltagerne har haft valget mellem One mile (1,6 km), 5 km og 10 km, og der er totalt udsolgt.
Her giver vi et overblik over, hvad der kommer til at ske på selve dagen, hvis man vil være en del af den store løbefest i Aalborg.
Startområdet er på Nytorv og målområdet er i Algade.
Start på dagen på Gl. Torv/Nytorv
Ca. 10.30 er der opvarmning og optakt til de første løbere sendes afsted. Der bliver en vært på scenen, som sætter en god stemning, og det bliver fedt at overvære også for dem der ikke skal løbe.
Klokken 11.00 sendes løberne på 10 km distancen afsted.
Start på Walk 5 km
11.30 er det dem der skal gå 5 km, som sendes afsted i Aalborgs gader.
Kronprinsesse Mary ankommer
Ca 12.45 forventes Kronprinsesse Mary at ankomme til startområdet. Klokken 13.00 skydes 5 km ruten nemlig afsted, og det bliver med Mary helt i front.
Hvis du vil se Mary løbe på 5 km ruten så kan du se herunder, hvor ruten kommer forbi.

Du kan de rutekortet i høj opløsning her
Mary er også med på start fra One Mile
Når Kronprinsessen er kommet i mål på 5 km distancen, så er hun klar igen til endnu et løb. Klokken 13.45 starter One Mile Run (1,6 km).
Når den distance er gennemført, så er det slut med Mary i Aalborg.

Familie-mile starter
Klokken 14.10 starter Familie-Mile og klokken 14.50 starter One Mile Walk som det allersidste.
Underholdning i gaderne
Der vil fra morgen til sen eftermiddag være festlig underholdning flere steder på ruterne med blandt andet musik, en powerzone fra Nordjyllands Idrætshøjskole, et Aalborg Karnevalsoptog samt en cheer zone.
Flere veje spærres til Royal Run
Følgende veje spærres fra kl. 05:30 og helt frem til kl. 20:00:
Algade
Bredegade
Nørregade
Løkkegade
Brettevillesgade
Langesgade
Kanalstien
Karolinelundsvej
Fyensgade
Sjællandsgade
Lollandsgade
Turøgade
Langelandsgade
Kjellerupsgade
Søndergade
Danmarksgade
Boulevarden
Jernbanegade
Vingårdsgade
Gravensgade
Bispensgade
Nytorv
Sideveje spærres for udkørsel
Derudover oplyser Aalborg Kommune også, at sideveje, som støder op til vejene, vil være spærret for udkørsel.