Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Håndlavet og helt unikt: Her åbner ny møbel- og interiørbutik i Aalborg

Af Stine Kjølby Christensen

Mange erhvervsdrivende har ikke ligefrem kunne kigge tilbage på et par positive corona-år, men tværtimod på en tid præget af nedlukninger og restriktioner.

Men dem, der primært har drevet webshop – se, dét er en anden snak!

Det er i hvert fald tilfældet for Tanja Lund, der i 14 år har drevet sin indretnings- og interiørbutik Rosen-Lund.

Efter nogle år med lokation i Suldrup – og nogle givende år med øget succes på sit onlinesalg – har Tanja nu underskrevet en kontrakt på et helt nyt butikslokale i Aalborg.

Faktisk kunne den kommende butik ikke få en mere central placering.

Ny butik på nyt torv

Det er nemlig lige midt i smørhullet på det nye Nytorv, hvor anlægsarbejdet endelig er ved at se sin ende. Det er dermed det perfekte tidspunkt at flytte ind på – både for Tanja og for aalborgenserne.

“For 12 år siden havde jeg en butik i Vingårdsgade, og nu synes jeg, at det igen er blevet tid til at vende tilbage til Aalborg,” fortæller Tanja Lund til MigogAalborg og fortsætter:

“Jeg havde længe ledt efter butikslokaler, da jeg faldt over dem på Nytorv. Jeg faldt pladask for dem, og det var næsten for godt til at være sandt, at de stadig stod ledige. Det er intet mindre end en fantastisk beliggenhed.”

Håndlavet og helt unikt: Her åbner ny møbel- og interiørbutik i Aalborg

Møbler til både privat og erhverv

Konceptet i de nye lokaler bliver det samme, som Tanja hidtil har kørt i sit showroom i Suldrup og sin webshop.

Med den stigende interesse for produkterne mærkede hun dog samtidig et stigende behov for, at kunderne fik muligheden for at se og mærke produkterne, før de købte dem.

“Vi forhandler det hollandske mærke Riviera Maison, der lettest kan beskrives som luksusmøbler- og interiør.

Langt det meste er håndlavet og helt unikt, og noget som mange gerne vil mærke, før de køber det  – og det kan vi heldigvis snart tilbyde dem,” siger Tanja.

Den næste tid skal derfor bruges på at gøre lokalerne helt klar til indflytning på Nytorv 3.

I Riviera Maison’s sortiment finder man alt fra store plankeborde og sofaer til mindre ting som tæpper, bestik og vægkunst. Stilmæssigt kan brandet beskrives som en god blanding af rustik, fransk landstil og en snert af det nordiske.

Riviera Maison henvender sig også især til hotel- og cafébranchen, hvorfor der vil blive opstillet cafémøbler med mulighed for at købe eksempelvis kaffe og kage.

“Udover at vi kan vise møblerne i brug for erhverv, så ligger butikken jo også på solsiden. Det kan vi lige så godt udnytte med et lille cafémiljø,” siger Tanja.

Rosen-Lund har bl.a. været med til at indrette Marienlyst Strandhotel og Vestre Baadelaug i Aalborg.

Åbner i efteråret

Lokalerne, der tidligere husede en herretøjsbutik, trænger som sagt til en ordentlig overhaling, før Tanja Lund føler sig klar til at invitere aalborgenserne indenfor.

Hun satser dog på en åbning omkring slutningen af september/først i oktober.

“Butikken bliver inddelt i rum og miljøer, så kunderne får mulighed for at forestille sig, hvordan tingene kommer til udtryk i brug.

Jeg er uddannet dekoratør, så jeg kan altid stå til rådighed med gode råd og vejledning til, hvordan man kan sammensætte de forskellige ting.

“Nu glæder vi os bare helt vildt til at komme i gang og krydser fingre for, at Aalborg er klar til os. Vi er i hvert fald mere end klar til dem,” slutter hun.

Del artikel

Andre læser også