Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Koncerter, poetry slam og gratis film: Ny kreativ festival slår dørene op i næste uge

Af Emil Kjær Jørgensen

Blå Kors, Det Grønlandske Hus, Aalborg Kommune og en lang række lokale kunstnere er gået sammen med en endnu længere række af mennesker, der enten lever eller har levet på kanten af samfundet, om at lave en stor festival.

Rodløs Festival er navnet på festivalen, og det er en stor, kreativ festival af, med og for nogle af byens udsatte borgere.

Festivalen foregår på Nordkraft i næste uge, fra 3.-6. november, og den indeholder både teater, poetry slam, udstillinger, keramikmaling, koncert, jamsessions, valgdebat og meget mere.

Det skriver Rodløs Festival i en pressemeddelelse.

Fremhæve alt det vi har til fælles

To af festivalens primære formål er for det første at vise, at de mennesker, der kommer på byens varmestuer, væresteder og andre sociale tilbud, er lige så værdifulde og betydningsfulde mennesker som alle andre og for det andet at give en marginaliseret gruppe muligheden for at bruge sine evner og vise sig selv og omverdenen, hvad de kan.

“Alle de mennesker vi dagligt møder på gaden og på vores væresteder indeholder langt mere kompleksitet og dybde end den udsathed eller hjemløshed, de bærer yderst. Vi vil gerne give dem en stemme og lade deres perskektiver, liv og historier få en plads i rampelyset,” siger Helle Maj Clement Lund, der er medarbejder på Blå Kors’ værested Hjerterummet i Aalborg og projektkoordinator for Rodløs Festival.

“Vi vil fremhæve alt det, vi har til fælles. Den svære historie indeholder altid et vigtigt perspektiv og nogle universelle følelser. Vi vil dele ud af det, vi ser af styrker, skønhed og livsglæde hver dag hos vores gæster og samtidig støtte dem i at skabe kunst, der fortæller lige præcis den historie, de vil fortælle,” siger Helle Maj.

Bredt samarbejde

Selve festivalen foregår i den første uge i november, men forberedelserne er allerede i fuld gang rundt omkring på byens varmestuer og væresteder.

”Med Rodløs Festival vil vi gerne skabe en anledning til, at mennesker, der normalt ikke er kulturbrugere, får mulighed for at opleve, hvad kunst og kultur sætter i gang. Hvordan den kan bruges til at fortolke og forstå verden, og hvordan kunst og kreativitet giver os et sprog, hvor vi kan fortælle om de følelser, tanker og oplevelser, der gør os til dem, vi er,” siger Helle Maj.

For at give de bedst mulige betingelser til det formål har Rodløs Festival allieret sig med en række kunstnere, skuespillere og forfattere, som siden midten af august har været i gang med at forberede indslag, udstillinger og teaterstykker i samarbejde med brugerne.

“Vi har en gruppe i Kirkens Korshær, der skriver og forbereder fremførelse af digte og en gruppe på Cafe VæXt, der i samarbejde med Art by Me forbereder keramikudstilling, og så har vi en gruppe, der laver streetart og poetry slam her i Hjerterummet, og der er også folk i gang med et fotoprojekt i Det Grøndlandske Hus – og så har vi en gruppe ovre på Teater Nordkraft, der forbereder et teaterstykke og meget mere,” siger Helle Maj.

Ud over de tre hovedaktører er Teater Nordkraft, Biffen, Musikkens Hus, Kirkens Korshær, Frelsens hær, KFUM´s sociale arbejde og flere andre aktører også med i projektet.

“Det er helt vildt med al den opbakning, vi har fået. Fx lægger Musikken Hus i Aalborg både lokaler, personale, teknikere og det hele til lørdag aften til en afslutningskoncert, hvor Monkey Okay kommer og spiller i et spektakulært setup og i samarbejde med kunstner Peter Max Jakobsen og PixlArt – det bliver vildt,” siger en storsmilende Helle Maj.

Nordjysk superblanding

Festivalen foregår på Nordkraft og løber af stablen 3.-6. november og bliver et varieret mix af lokale og kendte kunstnere i samarbejde med brugerne fra byens varmestuer, væresteder og sociale tilbud.

Hvis man vil holde sig opdateret på hele programmet kan man følge med på festivalens facebookside og lige straks også på rodløsfestival.dk.

På festivalen bliver der flere interaktive muligheder, hvor man selv kan prøve kræfter med kunsten og også male keramik, der bliver fortællerum, teaterforestilling, udstilling af streetart og fremførelse af poetry slam.

I forbindelse med festivalen bliver der også arrangeret byvandringer, hvor brugere fra byens væresteder i samarbejde med kunstner Alexandra Jönsson har dekoreret forskellige områder i byen, hvor de har overnattet som hjemløse.

“Alle gæster, der kommer til festivalen, vil helt sikkert både blive klogere og få nogle fede oplevelser. Det er god kunst og stærke historier. De fleste af dem, der fremfører eller viser et kunstværk, tager udgangspunkt i deres egen historie. På den måde vil folk ud over den kunstneriske oplevelse også blive mødt af et stærkt budskab og forhåbentlig også få en større forståelse for de her mennesker, ” siger Helle Maj.

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien