Rock til en 50’er: Magtens Korridorer er klar til fredagsfest i Karolinelund

Fredagsfesterne i Karolinelund er uden sammenligning et af sommerens bedste og hyggeligste udendørs arrangementer, og i morgen går det hele løs igen, når Magtens Korridorer lægger vejen forbi Aalborg.
De spillede sidste år til Fredagsfest i Karolinelund og senest i Skråens Royal Stage i december – og begge gange var det en sand publikumsfest med både fest, fællessang og højt humør.
Et rockeventyr siden 2005
I 2005 udsendte Magtens Korridorer albummet ‘Friværdi’ og affyrede dermed startskuddet til dét, der har vist sig at være et decideret rockeventyr. Med enorm succes har de fem herrer indtaget folkets hjerter med en række sange, der ophøjer hverdagens trivialiteter til en fest.
Siden gennembruddet med hitsinglen ’Lorteparforhold’ har Magtens Korridorer turneret land og rige tyndt. Men glæden ved at spille live er stadig fuldstændig intakt:
’At være med i det her orkester er som at sætte sig ind i et tog og køre for eksempel til Hamburg. Man kan hverken slå græs eller gøre andre ting undervejs. Man kan lige så godt bare nyde turen, tage det som det kommer og få en fest. Det gør vi så’, fortæller frontfigur Johan Olsen.
Denne aften skydes Fredagsfesten i gang af lokale Deep Sea/\Low Tide, der var blandt finalisterne i band-kategorien ved dette års Band Battle.
Der er knald på og bliver ikke sparet på energien, når drengene fra dette nordjyske band indtager scenen
Når Magtens Korridorer forlader scenen i Karolinelund, fortsætter festen til Afterparty på Skråen, hvor Grassolin spiller op til meget mere fest fra kl. 22.30.
Praktisk info om Fredagsfest i Karolinelund
Billetter koster 50 kr.
Billetter købes i indgangen på Østerbro fra kl.18.00
Skråen anbefaler, at man kommer i god tid.
Drikkevarer må ikke medbringes.
Der kan købes mad og drikke i boderne i Karolinelund.
Der kan tilkøbes grillbuffet – læs mere her.
Efterfølgende afterparty på Skråen, hvor dørene åbner kl 22.00 (Musik starter 23.00).
Der er som altid fri entré for alle med armbånd fra aftenens Fredagsfest. Billetter kan også købes i døren fra kl.22.00 til 50 kr.
Hvad: Fredagsfest i Karolinelund (Magtens Korridorer)
Hvor: Karolinelund, Aalborg
Hvornår: Magtens Korridorer går på kl. 20.00 (Dørene åbner kl. 18.00)
Pris. 50 kr.
Du finder mere info her.