Kærlighed til Spanien: Robert og Melanie har åbnet autentisk tapasbar i Aalborg

I de intime og hyggelige lokaler, der tidligere har huset Restaurant Rustik, kan man nu få en lille bid af Spanien.
Tapasbaren ‘TapaTapas’ skal være aalborgensernes foretrukne sted, når man trænger til en omgang spansk stemning og ikke mindst spanske smage.
Parret bag er Robert Strøm og Melanie Neider, der nu har langet Manchego og chorizo over disken siden åbningen for en måned siden.
“Den rette smag og de rette råvarer er vigtige. Vi har arbejdet hård for at få de bedste råvarer, men det lykkes efterhånden. Man skal kunne mærke, at vi har brugt tid på at finde de rigtige spanske smage,” forklarer indehaverne.
Vi var forbi for at smage på herlighederne.

Parrets forkærlighed for det spanske køkken og ikke mindst den spanske livstil betød, at de næsten helt naturligt var nødt til at åbne en tapasbar her i Aalborg.
“Den næstbedste lokation, når det ikke kunne være i Spanien,” smiler Robert Strøm.
“Grunden til, at vi valgte lokationen her, er, at bygningen er sådan lidt skæv og sjov, og det er sgu meget fedt,” siger han.
Selvom de kun har haft åbent i en måneds tid, så oplever de allerede, hvordan nyheden om deres tilstedeværelse spreder sig blandt folk. Men mange kigger også forbi efter en film i biografen eller en koncert.

Helt simpelt koncept
Hos TapaTapas kan du vælge mellem et tapasbræt til 125 kroner pr. person, 7 retter tapas-menu til 225 kroner pr. person eller hele 10 retter tapas-menu til 350 kroner pr. person.
Melanie Neider understreger, at selvom de har fastlagte menuer, så er det altid muligt at efterspørge netop din favoritkonstellation.
Vi prøvesmagte de 7 retter, som bestod af baconsvøbte dadler, chorizo m. oliven, Manchego-ost m. honning og pistacienødder, Padron-peber, stegte kartofler m. aioli, rejer i hvidløgsolie og grillet chorizo.

Det var tydeligt fra start, at Robert og Melanie har udvalgt kvalitetsråvarer – du kan ikke gå ned i dit lokale supermarked og finde den her slags tapas.
De mange forskellige smage sprang frem i alle delene af menuen, og vi blev hurtigt enige om, at man nemt kunne komme til at forspise sig i dette lækre sydeuropæiske køkken.
“Vi kommer ikke for at lægge os ud med nogle af byens mange og gode restauranter, vi vil egentlig gerne bare være et casual sted med fokus på det spanske landkøkken,” fortæller de.
Som prikken over i’et kan du skylle det hele ned med et glas vaskeægte spansk øl – TapaTapas nemlig sørget for at den spanske øl Estrella er på hanen. Er du mere til bobler, har de også sørget for at få den mousserende spanske vin Cava lager.
TapaTapas har åbent onsdag til lørdag fra middagstid til 21-tiden – men de er meget fleksible i forhold til åbningstiderne, for de ved, at det er man nødt til at være Nordkraft.

“Vi håber, folk også får lyst til “bare” at sidde og nyde en snack og en øl hos os. Det behøver ikke være et stort måltid hver gang. Det skal være meget uformelt med god stemning her hos os,” slutter Robert Strøm og Melanie Neider.
Du kan følge tapasbaren på Instagram her.