Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Risikerer bøde: Snart skal strandhunden i snor

Af Redaktionen

Fra 1. april er det slut med at lade hunden løbe frit, når du lufter den på stranden.

Det minder Dyrenes Beskyttelse om i en pressemeddelelse.

Mange hunde elsker at komme på stranden, der giver mange forskellige muligheder for stimulering af snuden og opdagelser i vandet.

Men fra 1. april til 30. september skal hundeejere ifølge naturbeskyttelsesloven holde deres hund i snor, når den luftes på de danske strande.

Overholder man ikke loven, riskerer man at få en bøde på 2.000 kroner.

Der er dog undtagelser for specifikke strande, så det er en god idé at holde øje med skiltningen på din lokale strand for at sikre, at hunden må løs på netop din lokale strand.

Lad fuglene få fred

Stranden skal være for alle, og det er derfor vigtigt at respektere de badende gæster.

Men der er også en anden god grund til at holde hunden i snor i denne periode.

Jens Jokumsen, familiedyrschef ved Dyrenes Beskyttelse, forklarer:

“Efter 1. april er det vigtigt at tage hensyn til de ynglende fugle rundt omkring på strandene. Vi kan ofte ikke selv se dem, men vores hundes snuder kan nemt finde dem.

Det er derfor vigtigt at give fuglene fred til at passe sine unger uden at skulle frygte løse rovdyr som hunde.”

10 gode råd til hensynsfulde hundeejere

  1. Vis hensyn overfor andre
  2. Hils venligt
  3. Træn et sikkert indkald
  4. Sørg for, at din hund bliver socialiseret
  5. Lær hundens sprog at kende
  6. Kend din hunds personlighed
  7. Træn din hund
  8. Søg hjælp ved uønsket adfærd
  9. Opfyld hundens behov
  10. Overhold regler og påbud

Ødelægger ikke strandturen

Der er også strande, hvor det er helt forbudt at lufte sin hund.

Derfor skal man altid holde øje med skiltningen, uanset hvad tid på året hunden bliver luftet.

“Selvom hunden skal i snor, så ødelægger det ikke hundens strandtur.

Hunden vil nyde strandturen både med og uden snor, da den ikke bliver forhindret i at opleve alle strandens sanseindtryk, selvom den har snor på,” lyder det videre fra familiedyrschef Jens Jokumsen.

En af de vigtigste ting ved hundens daglige gåture er aktivering, og her er stranden helt fantastisk.

På stranden får hunden som regel en masse uvante sanseindtryk, og det er uanset, om den er i snor eller ej.

Del artikel

Andre læser også