Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Rikke Nielsen blev Årets Forbillede: Nu vil hun give børnene flere oplevelser

Af Michael Qureshi
Foto: rikkenielsen.com
Foto: rikkenielsen.com

Af Kathrine Larsen

I lørdags vandt den tidligere håndboldspiller og Aalborg-pige Rikke Nielsen en fornem pris ved DRs store Sportsgalla Sport 2016.

Hun blev kåret som Årets Forbillede grundet det store arbejde, hun har lagt i at starte sit eget håndboldhold for udviklingshæmmede børn.

Rikke har altid haft en stor kærlighed til sporten, som hun har ønsket at give videre til sine børn. Men da Rikkes ældste barn, Magda blev født, stod hun overfor en udfordring, hun ikke lige havde regnet med.

Magda var født med en kromosomfejl. Hun havde Downs Syndrom.

På trods af det, fortæller Rikke, at Magda var glad for sporten, men jo ældre Magda blev, jo sværere var det for hende at følge med de andre ”almindelige” børn på holdet.

Derfor startede Rikke sit eget hold for børn, der er udviklingshæmmede, og det er det, hun i lørdags blev hyldet for.

”Jeg er meget overrasket. Jeg havde ikke troet, jeg ville vinde den. De andre nominerede i samme kategori var rigtig stærke. Så jeg er rigtig stolt og beæret over at have vundet.

Da jeg blev nomineret, tænkte jeg, at det var et skulderklap for mit arbejde. Jeg tænkte også, at der var mulighed for en god fest, og se nogle af de gamle afdankede håndboldspillere igen.

Jeg havde ikke tænkt, der var en reel mulighed for, at jeg ville vinde, så det var noget af en overraskelse, da de sagde mit navn”, fortæller Rikke.

Rikke Nielsen blev Årets Forbillede: Nu vil hun give børnene flere oplevelser
Selvom det er håndboldtræning, er der er også masser af tid til fis og ballade. Foto: Rikke Nielsens Facebook-side

Håndboldholdet Kidz træner hver mandag i Gistrup-hallen, og det er blevet endnu større, end Rikke turde håbe på.

”I starten tænkte jeg på, om det var for meget at sætte hver eneste mandag af til det, men man får bare så meget igen. Man går storsmilende derfra fra hver gang.

Og Magda elsker det. Hun løber rundt og får sved på panden. Og hun stikker heller ikke ud i det her miljø. Hun synes, det er fantastisk”, fortæller Rikke om sit eget og datterens forhold til håndboldholdet.

For Rikke var det også noget af en omvæltning, at træde ind i sportshallen igen men nu med en ny rolle.

”For mig blev håndbold rimelig hurtigt alvorligt, og jeg sluttede min karriere af med at spille i Champions League. Så for mig har det været fantastisk at træde ind i hallen igen og ikke fokusere på måltavlen men bare at have det sjovt”, fortæller Rikke.

Det at have det sjovt er vigtigt for den tidligere landsholdsspiller, men det er også vigtigt for hende, at børnene lærer at spille rigtig håndbold.

Sammen med gode hjælpetrænere og IH Håndbolds mangeårige erfaring på området, er Rikke taknemmelig for, at kunne stable en træning på benene hver mandag med altid glade børn og forældre.

”Jeg var glad for at komme til træning i mandags, for så kunne jeg køre fokus over på hele holdet i stedet for kun mig”, fortæller Rikke om den store opmærksomhed, hun har oplevet, mens hun griner lidt af det hele.

SeMagda#viharvundetenpris#nejmor#deterenstjerne! TUSINDE TAK for alle jeres tanker og hilsner!

Et billede slået op af Rikke Nielsen Lundsgaard (@rikke_nielsen_lundsgaard) den

Rikke har oplevet, der har været fokus på holdet allerede før, hun vandt prisen i lørdags.

”Jeg tror, det er sådan noget alle kan sætte sig ind i. Alle ved godt, det er en svær målgruppe at finde en aktivitet, der kan ramme de her børn. Men samtidig med er der også mange, der ikke tør begive sig ud i den verden, og det er nok fordi, man kan godt kan blive lidt berøringsangst, når det kommer til det her emne.

Heldigvis er jeg født med en evne til at gå ned i øjenhøjde med folk, og så har jeg selvfølgelig også lært rigtig meget af Magda”, fortæller Rikke.

Rikke Nielsen Aalborg
Foto: rikkenielsen.com

Men Rikke er glad for, hvad denne pris har gjort for hendes håndboldhold Kidz. Hun synes nemlig, at det har været med til at sætte fokus på lige netop denne gruppe børn og unge.

Med prisen og æren at blive kåret som Årets Forbillede følger også en form for ansvar at leve op til, men Rikke er ikke skræmt. Nu vil også være med til at give børnene på holdet nye store oplevelser i form af at spille kampe mod andre hold.

”Vi har jo været så heldige at modtage nogle donationer, som brænder lidt i lommen på os. Så lige nu er vi ved at arrangere en træningslejr for holdet måske med overnatning. Selvfølgelig skal vi spille håndbold, men det skal ikke være benhårdt arbejde hele tiden.

Og så er jeg blevet kontaktet om lignende hold i både Silkeborg og Skjern, så vi har snakket om at arrangere et stævne i april for børnene. Sådan så de også kan opleve det her sus i maven ved at deltage i et stævne og at have rigtige kamptrøjer på og så videre”, slutter Rikke af med at fortælle om de fremtidige planer for holdet.

 

Rikke var oppe imod håndboldspilleren Mikkel Hansen, som var nomineret for sit arbejde mod mobning, og håndboldspilleren og migogaalborg-bloggeren Daniel Svensson for sin åbenhed omkring sine to kræftforløb.

Alle tre er med til at rykke på nogle grænser og sætte fokus på hver deres område, og det er vel egentlig også nogle af de ting et forbillede skal være med til at gøre.

Del artikel

Andre læser også