Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Rigtige mænd går da ikke på barsel: Danmark griner med nordjyske Gert

Af Michael Qureshi
Baby Magne og far Gert.
Foto: Discovery Networks
Baby Magne og far Gert. Foto: Discovery Networks

Måske følger du med i programmet ”Mænd på Barsel”, som bliver vist på Kanal 4 hver mandag kl. 21.

Hvis du gør, er Gert og Magne fra Vester Hornum sikkert bekendte.

Kanal 4 følger fire nordjyske mænd, der normalt ikke ville vælge en længere barsel med deres børn men i stedet overlade det til deres partnere. Men de har indvilliget i at tage en barselsperiode og lade tv-kameraerne følge dem dagligt.

Det er der kommet nogle hylende sjove programmer ud af. Se blandt andet lige klippet her, hvor Gert eksempelvis opfordrer til barnevogns-race.

migogaalborg.dk har taget en snak med Gert på 34 år om, hvordan han har oplevet at gå på barsel, og skulle styre hjemmet, mens hans kone Mette, har gået på arbejde.

Gert bor sammen med sin kone Mette og sammen har de tre børn, hvor Magne på 7 måneder er den yngste.

Til daglig er Gert tømrer, og da vi snakker med ham, er barslen slut og, han er begyndt at arbejde igen.

”Det er sgu hårdt at komme i gang igen, efter man har været på barsel. Det er lige pludselig den gamle hverdag igen, eller lige pludselig en ny hverdag, man skal vænne sig til. Men rart også.

Det er rart at komme tilbage i det sociale igen med kollegaer og komme ud, hvor det hele ikke går op i babysnak og bleskift”, fortæller Gert om, hvordan det er komme tilbage på arbejde igen efter barsel.

Gert har fået nyt job, som er rejsearbejde, hvilket betyder, han er i Norge meget af tiden.

”Det er faktisk rigtig hårdt at være væk fra børnene igen. Specielt med Magne her for tiden, selvfølgelig også med de andre, men det er lige nu, Magne har en alder, hvor han rykker.

Vi begynder med at kravle, og ville stå op ad ting. Der er kommet fart over feltet, så det gør lidt ondt, at man ikke er med til det, som man var i starten, hvor man var på barsel.

Her var man med i hver enkelt lille ting, men nu ser man de store skridt, når man kommer hjem. Der kan man godt ærgre sig lidt, man ikke er med til det, men altså det er jo et valg, man må tage”, fortæller Gert omkring det at være startet på arbejde igen.

Her ses Gert og Magne sammen med de tre andre mænd fra programmet. Scott og baby Mace, Tommy og baby Mille og Nikolai og baby Saga. Foto: Discovery Networks
Her ses Gert og Magne sammen med de tre andre mænd fra programmet. Scott og baby Mace, Tommy og baby Mille og Nikolai og baby Saga. Foto: Discovery Networks

I første afsnit mødtes mændene for første gang i deres fædregruppe, og alle havde deres forbehold til at starte med.

”Det var vildt spændende, det må jeg sige. Total positiv oplevelse. Mine forventninger til den her fædregruppe, de var meget stille og rolige. Jeg tog det meget med forbehold, men jeg må godt nok sige, jeg har fået tre nye venner.

Så det har givet noget af sig, og man kan dele erfaring, snakker om børn og babyer. Det synes jeg også er fantastisk, at man har nogle ting, man kan vende med ligesindede. Vi har alle sammen små børn, så vi kender alle sammen problematikkerne, så det har været rigtig godt”, fortæller Gert om hans oplevelse med fædregruppen.



Præmissen for programmet er at kaste lys på at alt for få danske mænd benytter sig af deres barselsorlov, og det kan Gert også selv nikke genkende til. Han har ikke selv tidligere været på barsel, udover de første fjorten dage, med de to ældste børn.

”Det har ikke faldet naturligt, at jeg skulle gå på barsel, at mænd gik på barsel. Det har bare været naturligt, at det har været Mette, der har taget den, og så har jeg arbejdet.

Det er nok fordi, man kører i den gamle rutine, at det er sådan, man gør. Og det tror jeg, er en generel holdning, men jeg kan jo selvfølgelig kun snakke ud fra mig selv og min egen kreds. Jeg tror, den tankegang er svær at bryde”, fortæller Gert.

Fædregruppen til babysvøming. Foto: Discovery Network
Fædregruppen til babysvøming. Foto: Discovery Network

Men han velkommer programmet, og hvad det muligvis kan bringe med sig.

”Jeg synes, programmet er en fed idé, især hvis det kan være med til at bringe mere fokus på barsel til fædre”, fortæller Gert, alt imens syv måneder gamle Magne snakker glad med på sin fars arm.

For Gert har det været en gave en gave at gå på barsel med Magne i to måneder.

”Det bedste er helt klart, at jeg har haft meget mere tid med ham bassen her. At jeg har haft tid med Magne og faktisk også de større børn. Det giver bare et andet overskud til, man også kan være sammen med dem. Mette siger også, at hun kan se og mærke, at far også kan bruges lidt mere end han normalt kan”, fortæller Gert om, hvad det bedste ved at gå på barsel har været.

”Jeg vil helt klart anbefale at man går på barsel som far, udover de 14 dage man har obligatorisk. 100%. Det giver bare så meget. Det kan bare ikke beskrives. Det kan man ikke gøre op hverken økonomisk eller noget, hvis det er sådan nogle tanker man har, for det er helt klart også noget, man har tænkt over, men det giver bare så meget andet, så det kan man ikke gøre op”, slår Gert fast.

Du kan se programmet ”Mænd på Barsel” hver mandag kl. 21 på Kanal 4.

Fik du læst?

Fire nordjyske fyre og deres babyer på tv: Velkommen til barsels-helvedet

Del artikel

Andre læser også