Fra mudder til madmekka: Restauranterne strømmer til ny bydel

Restaurant Textur, Pingvin Tapas, Leben, Isværftet, Surdejsbageren, Lagkagehuset, Restaurant Emil, Restaurant Nam …
Ja, det lyder næsten, som om vi er i gang med at namedroppe samtlige restauranter og caféer i Aalborg.
Men der er faktisk udelukkende tale om caféer og restauranter, der er åbnet – eller er på vej til at åbne – i og omkring Stjernepladsen i Østre Havn.
“Vi er utroligt glade og meget stolte over, at så mange restauratører har fået øjnene op for, hvad Stjernepladsen kan.
Det er en stor og vigtig anerkendelse af det hårde arbejde, der er blevet lagt i det her område,” fortæller Hanne Kræn, bylivsudvikler hos A. Enggaard, som i samarbejde med landskabsarkitektfirmaet By+Land har tegnet og skabt den ambitiøse plads.

Derfor flokkes restauratørerne om Stjernepladsen
Det var i sommeren 2021, at Stjernepladsen officielt blev indviet som det helt store omdrejningspunkt for den nye bydel i Østre Havn.
“Vi har hele tiden tænkt, at jo flere madsteder og takeaway-muligheder vi kan have i området, jo federe byliv kan vi skabe for beboerne, aalborgenserne og de mange gæster i byen.
Men det var bestemt ikke nemt i starten,” afslører Hanne.

“Da byggeriet var i gang, skulle jeg vise en mudret plads frem med et stort byggehegn omkring.
Så skulle jeg stå der og overbevise folk om, at: ‘Det her bliver det helt nye i Aalborg.’
Det var ikke helt nemt,” siger Hanne Kræn med et grin.

Men hos A. Enggaard var man ikke i tvivl om, at investeringerne i området rummede et stort potentiale – og i takt med at byggeriet tog form, begyndte flere og flere også at få øjnene op for det.
Da Stjernepladsen åbnede i 2021, kunne man besøge kaffebaren BACO, Isværftet, Risskov Oste og naturligvis MENY og Lagkagehuset.
Der skete for alvor noget i 2022, da en af byens mest populære restauranter, Restaurant Textur, med Dennis Juhl og Frederik Østeraa i spidsen, valgte at rykke teltpælene op fra midtbyen og ind på hele 539 kvadratmeter på Stjernepladsen.
“Det var et stort skulderklap til hele området, at de fik øjnene op for stedet og valgte, at deres gastronomiske eventyr skulle fortsætte her,” forklarer Hanne Kræn.

Caféer og restauranter i og omkring Stjernepladsen
Lagkagehuset
Åbnede i 2019
Lagkagehuset behøver næsten ingen introduktion. Den landsdækkende kæde åbnede i Meny ved Østre Havn i 2019.
Isværftet
Åbnede i 2021
Isværftet har med Lene Koldkjær Decker i spidsen udviklet sig til en af Stjernepladsens absolut største trækplastre – især i ommerperioden. IsVærftet er en iscafè som tilbyder is, isdesserter og andre lækkerier.
Restaurant Textur
Åbnede i 2022
Åbnede oprindeligt ved Gåsepigen på Vestebro, men den store succes bragte dem i 2022 til Stjernepladsen, hvor de kan boltre sig på 539 kvadratmeter med et stort åbent køkken, barområde, kaffeområde, pejsestue og tre forskellige “stuer”, hvor gæsterne kan fordeles i forbindelse med eksempelvis selskaber.
Pingvin Tapas
Åbnede i 2023
Det er en af Aalborgs mest populære tapasrestauranter med deres Verdenstapas-koncept, hvor du kommer med på en kulinarisk tur rundt i alverdens køkkener med det lækreste tapas-udvalg.
Leben
Åbnede i 2023
Med et ønske om at bruge så mange mange danske råvarer som muligt (og også gerne økologiske), har Edwin Adkins og Maria Hartmann skabt Leben, der lokker med smørrebrød, sandwich og lækker takeaway.
Surdejsbageren
Åbnede i 2024
Surdejsbageren har afdelinger på Budolfi Plads, Stigsborg og siden 2024 også på Stjernepladsen. Her kan aalborgenserne guffe sig i alt fra lækre BMO’er til fristende kager – og lækker kaffe.
Restaurant Emil
Åbner i 2026
Restaurant Emil har opnået anerkendelse både nationalt og internationalt for deres store fokus på fisk og skaldyr. I løbet af 2026 rykker de teltpælene op for at etablere sig på Østre Havnegade 43.
Restaurant Nam
Åbner i 2026
Selvom Nam åbner et stenkast fra Stjernepladsen tillader vi os alligevel at tage dem med i denne lille faktaboks. I 2026 rykker restauranten ind i helt nye rammer ved Østre Havnepark.
De populære restauranter i og omkring pladsen får snart meget fint selskab af den prisvindende fiskerestaurant Restaurant Emil, som i løbet af 2026 også flytter til området.
“Vi er meget stolte af, at en så dygtig restauratør som Emil Thaarup har valgt at etablere sig her på Stjernepladsen,” siger Hanne Kræn.

Endnu flere gastronomiske muligheder i fremtiden
Hanne Kræn kan mærke, at Stjernepladsen er blevet et af byens mest attraktive områder.
“Fra jeg startede med støvlerne i mudderet, til jeg fik de første lejere, gik der næsten fem år. Jeg kan afsløre, at det ikke tog lige så lang tid at overbevise Restaurant Emil om, at de skulle etablere sig på Stjernepladsen.
Det vidner om, at vi har skabt et attraktivt område, hvor alt fra den gode stemning til parkeringsforholdene går hånd i hånd.”
Placeringen spiller også en vigtig rolle. Stjernepladsen ligger midt i et af Aalborgs største kulturkvarterer med både Musikkens Hus, Nordkraft, Skråen og Utzon Center lige i nærheden.
“Vi ligger jo midt i kulturen herude. Folk kommer til koncerter i Musikkens Hus, arrangementer i Nordkraft eller oplevelser på Utzon Center – og så er det oplagt at spise eller tage en kop kaffe før eller efter,” siger Hanne Kræn.

Selvom området allerede tæller masser af spisesteder, er udviklingen langt fra slut.
Restaurant Emil åbner i løbet af 2026, og få hundrede meter fra Stjernepladsen åbner folkene bag Restaurant Nam snart en helt ny restaurant med udsigt over Kabelparken og Limfjorden.
Men der er mere i vente.
“Det er faktisk planen, at et af de mest attraktive lejemål på Stjernepladsen – med flot fjordudsigt – på sigt skal huse en restaurant. Men mere om det senere,” afslører Hanne Kræn lettere hemmelighedsfuldt.

Stjernepladsen er en plads for alle
Drømmen med Stjernepladsen var – til at begynde med – at have restauranter og caféer helt ud til fjorden. Men blæsten går jo frisk over Limfjordens vande, så derfor opstod idéen om at trække det lidt væk fra vandet.
“I stedet ændrede vi fokus og skabte en urban oase med læ, hvor vi samtidig har bevaret de gamle jernbanespor som stier mellem bygningerne,” forklarer Hanne.
Og den oase har aalborgenserne virkelig taget til sig.
“Det har fra starten været vigtigt for os, at Stjernepladsen er en plads for alle: restauranterne, caféerne, borgerne og ikke mindst beboerne.
Jeg synes, det er fantastisk at opleve, hvor meget liv der hele tiden er i området. Selv om vinteren går folk ture, sætter sig på bænkene og nyder læen, roen og de mange tiltag, vi har lavet for at skabe en levende og attraktiv plads i byen,” siger Hanne.
Stjernepladsen i korte træk
- Stjernepladsen stod færdig i sommeren 2021.
- Visionen har været at skabe en “urban dagligstue”, som skal være indbydende både om dagen og om aftenen.
- Stjernepladsen ligger ved Aalborgs havnefront og Musikkens Hus. Her understøtter pladsen bydelens multifunktionelle kombination af beboelse, aktivitetstilbud, erhverv, cafeliv og butikker.
- På Stjernepladsen finder du små hyggelige kroge, legeplads, masser af siddemuligheder og flere unikke steder – som fx. det mindre offentlige fælleshus “Proppen” og de fem menneskelignende skulpturer ”Aalborgenserne”, opholdsrummene i varierende størrelser, beplantningen og træmøblerne med lysende stjernelinjer i.
- Stjernepladsen har vundet Aalborg Kommunes Bygningspræmiering 2021.