Slut med bøfsandwich?: Restaurant Vestre Baadelaug er sat til salg
“Alt godt har en ende.”
Med den sætning siger ejeren af en af byens mest legendariske restauranter stop.
Restaurant Vestre Baadelaug ved bådehavnen er og bliver en af Aalborgs helt ikoniske spisesteder, men nu er stedet sat til salg.
Det meddeler ejer Nina Pichler på Facebook.
“Vi må konstatere, at vilkår der i vores små tyve år i huset har været udfordrende, praktisk talt er blevet umulige,” fortæller hun.
Mangler nøglemedarbejdere
Nina fortæller, at succesen på VB altid har været båret af en lille sluttet kreds af dygtige medarbejdere.
“Men kredsen er trods alt blevet for lille og stabilt, velfungerende samarbejde har vi for længst opgivet at få bygget op igen efter afsked med nøgle-medarbejdere de seneste år,” skriver hun.
Derfor er der nu mulighed for at overtage steder, hvis man har lyst til hygge og god mad, som Nina beskriver det.
“Seriøse henvendelser med forståelse for stedets goodwill samt fremtidige muligheder, med værdisætning heraf, er meget velkomne. Pris og betingelser gives på forespørgsel,”.
Hvis du har fået lyst til en bøfsandwich med det hele, eller en af de andre velsmagende klassikere fra Restaurant VB, så frygt ej.
“Restauranten fortsætter selvfølgelig i samme ånd indtil vi forhåbentlig får en hurtig afklaring,” fortæller Nina.