Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Restaurant jublede over vild indsamling: Tyv lod sig friste og brød ind

Af Stine Kjølby Christensen

Det var en drøm, der gik i opfyldelse, da Maiken Camilla Nielsen, sammen med sin familie, overtog Lille Nyhavn i Nørresundby.

Maikens mor er uhelbredeligt syg af kræft, og familien ønskede sig en fælles arbejdsplads, hvor de alle kunne tage del i opgaverne – sammen.

Det skriver TV2 Nord.

Det var derfor med stor stolthed, at Lille Nyhavn torsdag aften kunne invitere sine gæster til en særlig Knæk Cancer-indsats i restauranten.

Hele dagen kunne man købe platter til 199 kr., hvoraf 100 % af beløbet gik ubeskåret til den indsamling, der naturligt nok står familien meget nær.

Derudover havde restaurantens personale valgt at arbejde gratis på aftenen, der var indsamlet flaskepant, og alle ugens drikkepenge blev ligeså tilføjet til indsamlingspuljen.

40.100 kr. til Knæk Cancer

Om torsdagen blev gæsterne også bedt om at medbringe kontanter, da donationer ikke skal slås ind i kassesystemet.

Torsdag aften kunne Lille Nyhavn derfor optælle den sidste uges hårde arbejde, hvilket blev til intet mindre end 40.100 kr. i gevinst.

“Vi er SÅ stolte!” skrev de i et opslag på Facebook, hvor en lommeregner afslørede det vilde beløb.

Familien bag Lille Nyhavn kunne forlade stedet glade og stolte torsdag aften, men der gik ikke længe, før en ukendt person valgte at kigge forbi restauranten efter lukketid.

Gæsten var dog meget ubuden, da det viste sig, at vedkommende havde i sinde at bryde ind i Lille Nyhavn – sandsynligvis på udkig efter de 40.100 kr., der var blevet vist frem aftenen forinden.

Heldigvis blev indbruddet opdaget af omkringliggende naboer, der fik skræmt den grådige tyv væk igen.

Det er bunden af råddenskab

Glæden over indsamlingen er naturligvis ikke blevet mindre hos familien, men de er alligevel ærgerlige, over at nogen havde samvittighed til denne gerning.

“Vi er så rasende og uforstående overfor hvordan man kan have så lavt et moralsk kodeks, at man er villig til at stjæle penge, som folk i fællesskab har indsamlet til syge mennesker!” skriver de på Facebook.

Herefter kommer de med en direkte meddelelse til den ubudne gæst:

“Kære” tyv

Vi har aldrig kontanter eller værdiggenstande liggende i restauranten efter lukketid. Alt bliver deponeret til bankboksen samme dag HVER dag.

At du stjæler fra vores familie, er en ting. Men at du/I er villige til at stjæle penge og sponsorater, som er øremærket til Knæk Cancer, det er simpelthen bunden af råddenskab!”

Indsamlingen forblev heldigvis uberørt, og Lille Nyhavn kan altså stadig donere beløbet til Knæk Cancer-showet, der finder sted i aften på TV2.

Del artikel

Andre læser også