Flot anerkendelse: Restaurant Emil nomineret til kæmpe pris

Sidste sommer kunne vi første gang fortælle om store ambitioner i de gamle Textur-lokaler ved Gåsepigen.
I august åbnede Emil Thaarup, der har erfaring fra en lang række Michelin-restauranter i København, en helt ny fiskerestaurant med det simple navn: Restaurant Emil.
Bare syv måneder efter åbningen, har den populære restaurant allerede opnået stor anerkendelse fra særdeles kompetent hold.
Restaurant Emil er nomineret som Årets Fisk&Skaldyr hos Den Danske Spiseguide.
“Jeg er meget beæret. Den havde jeg ikke lige set komme. Da jeg modtog mailen, troede jeg faktisk, at det var en fejl”, fortæller Emil Thaarup til MigogAalborg.


Nomineret blandt store aktører
At være nomineret i Den Danske Spiseguide er en af de fineste anerkendelser, man kan få i Danmark, og den hæder er altså nu tilfaldet det lille nye stjerneskud på restauranthimlen i Aalborg.
I kategorien Årets Fisk&Skaldyr er Restaurant Emil kommet i særdeles fint selskab, og man er blevet nomineret i selskab med restauranter som ND 122, Klintholm, The Pescatarian, København, June, Frederiksberg og Fishmarket, København.

Restaurant Emil er kun en lille fisk i et stort hav af gourmet-restauranter i Danmark, og restauranten er den eneste restaurant i Jylland, der er nomineret i kategorien.
“Det er jo en kæmpe anerkendelse, og en stor cadeau til hele mit hold, som har gjort det helt fantastisk,” siger Emil.
Vinderen kåres til en storstilet galla den 1. oktober 2023 kl 17.00 på Mortens Kro her i Aalborg.
Du kan løbende følge med i nomineringsfeltet i de enkelte kategorier her.