Afslører åbningsdato: Nu flytter populær restaurant helt ned til vandet
Det har længe været på tegnebrættet, men nu er datoen på plads.
Restaurant Emil pakker sammen ved Gåsepigen og rykker ned til vandet.
Besøger du restauranten den 5. juni eller senere, er det på Østre Havnegade 43, du bliver budt velkommen.
Læs også: Kursen er sat: Restaurant Emil flytter – og rykker tættere på vandet Store planer – helt nede på jorden
Flytningen markerer afslutningen på 3,5 år i de gamle lokaler på Vestebro, hvor både gæster, anmeldelser og priser efterhånden har presset rammerne til det maksimale.
Trappen op til køkkenet, som gennem årene har sendt både personale og tallerkener til tælling, bliver skiftet ud med et splinternyt køkken bygget fra bunden – denne gang efter Emils egne ønsker.
På Østre Havn får restauranten næsten dobbelt så meget plads og mulighed for både at køre almindelig aftenservice og have selskaber samtidig.
Samtidig bliver flyttekasserne pakket ud i et område, hvor vandet ikke bare er noget, man taler om, men noget man kan se.
Fra de nye lokaler er der udsigt til havnen og sol på facaden fra først på eftermiddagen og helt frem mod solnedgang.
Selvom adressen ændrer sig, er det ikke meningen, at Restaurant Emil skal opfinde sig selv på ny.
Fisken bliver ved med at være omdrejningspunktet, råvarerne kommer stadig fra Emils far i Strandby, og ambitionen er fortsat at kombinere et højt niveau med en rolig og uformel stemning uden for meget snobberi.
Dermed bliver den 5. juni ikke bare første åbningsdag på Østre Havnegade 43, men også startskuddet på næste kapitel for Aalborgs fiskerestaurant – i nye rammer, men med samme solide jordnærhed.



