Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Store ambitioner i kendte lokaler: Her åbner ny fiskerestaurant i Aalborg

Af Emil Kjær Jørgensen

I starten af året kunne vi afsløre, at Restaurant Textur rykkede ud af lokalerne på Vesterbro 65 ved Gåsepigen for i stedet at sætte kurs mod Stjernepladsen, hvor man nu har åbnet en ny kæmpe restaurant.

Nu rykker et nyt stjerneskud ind i de historiske restaurantlokaler på Vesterbro.

26-årige Emil Thaarup, der har erfaring fra en lang række Michelin-restauranter i København, åbner en ny ambitiøs fiskerestaurant med det simple navn: Restaurant Emil. 

Restaurant Emil åbner efter planen i midten af august, og åbningstiderne bliver tirsdag – lørdag fra kl. 17.30.

Menuen byder på det bedste af det bedste fra fisk- og skaldyrsverdenen fra havene omkring Danmark.

“Jeg går efter en rolig og uformel atmosfære i restauranten, men hvor niveauet på tallerknen er højt.

Vi kommer til at lege med tingene i køkkenet, og kommer ikke til at have en fast stil. Jeg vil bruge metoder og teknikker fra både det nordiske, franske og asiatiske køkken,” forklarer Emil.

De bedste råvarer sikrer tårnhøjt niveau på tallerknen

Kvaliteten på råvarerne er blandt andet sikret takket være Emils far.

“Han er fiskeeksportør i Strandby og udvælger derfra de bedste fisk fra auktionen hver morgen. Og så er det sæsonen, tilgængeligheden og kvaliteten på de enkelte råvarer, der afgør, hvad vi serverer den aften,” afslører Emil.

Der bliver altså ikke noget fast menukort, men retningen for aftenen er dog (nogenlunde) sat.

Man kan nemlig vælge mellem en Lille Menu til 350 kr. eller en Stor Menu til 550 kr. Det bliver muligt at tilkøbe både vin eller – saftmenu, og så vil man også tilbyde et mindre udvalg af klassiske cocktails.

Begge menuer består af fem snacks, og så kan du ellers dykke ned i det bedste fisk og skaldyr i henholdsvis tre og syv serveringer.

Udover fisk og skaldyr vil der også være et stort fokus på de allerbedste grøntsager. Det har Emil sikret ved at lave en aftale med det økologiske landbrug Lille Østergaard, der er kendt for et tårnhøjt niveau.

“Er man vegetar eller pescetar, kan vi også sagtens lave menuer, der tager højde for det, og med så gode råvarer tør jeg godt love en stor smagsoplevelse alligevel.

Derudover vil man også kunne vælge et stykke kød til hovedretten. Jeg serverer ikke oksekød, men derimod noget vildt eller gris,” siger Emil.

Et stærkt hold skal hjælpe med at indfri ambitionerne

Emil er udlært her i byen på Applaus, og karrieren har indtil nu taget ham forbi Frederikshavn og hovedstaden, hvor han blandt andet arbejdede tæt sammen med den anerkendte køkkenchef Christoffer Sørensen på Michelin-restauranten Studio.

Nu er han klar til at stå på egne ben – men dog med et stærkt hold bag sig.

Frederik Østeraa og Dennis Juhl, der står bag succeserne Textur, Struktur og Latur, er nemlig med inde over som mentorer og samarbejdspartnere sammen med holdet bag 2Takt og Restaurant STED1 i Frederikshavn.

“Jeg har længe haft en ambition om at åbne mit eget sted, og da jeg så både havde mulighed for at arbejde sammen med så dygtige folk og overtage de her fantastiske lokaler, så var det med at slå til,” forklarer Emil.

Restaurant Emil åbner – hvis alt går efter planen – i midten af august. Du kan følge med på restaurantens Facebookside for seneste nyt.

Del artikel

Andre læser også